En halv million mennesker er flygtet fra Mosul

Iraks hær og Islamisk Stat har siden oktober kæmpet i Mosul, og det tvinger et stort antal civile på flugt.

Nogle fordrevne krydser Tigris under flugten fra Mosul. (Foto: © Andres Martinez Casares, Scanpix)

Næsten en halv million mennesker er flygtet fra den nordirakiske by Mosul siden 17. oktober 2016, hvor den irakiske hær gik til angreb på terrororganisationen Islamisk Stat (IS) i byen.

Ifølge tal fra FN er 493.000 civile brudt op fra deres hjem og er flygtet for at komme væk fra kampene i Iraks næststørste by.

- Omfanget af civile, der flygter fra Mosul, er svimlende, siger FN's humanitære koordinator for Irak, Lise Grande.

- Vores værste scenarie, da kampene begyndte, var, at op mod en million civile måske ville flygte. Nu er 493.000 allerede på flugt, siger hun.

En halv million tilbage i byen

FN anslår, at der fortsat befinder sig op mod en halv million mennesker i den vestlige del af Mosul, hvor de lever under Islamisk Stats kontrol.

400.000 af dem menes at befinde sig i den tætbeboede gamle bydel.

Røgen stiger til vejrs fra Mosuls gamle bydel under den irakiske hærs offensiv. (Foto: © AHMAD AL-RUBAYE, Scanpix)

- Kampen i den vestlige del af Mosul er meget anderledes end i øst. Den er meget mere hård. Der er flere traumeskader, flere hjem ødelægges, fødevarelagre svinder hurtigt ind. Risikoen for familier er stor, fordi der ikke er nok drikkevand, siger Lise Grande.

Udråbte kalifat fra Mosul

IS erobrede Mosul i 2014. Og det var fra al-Nuri-moskéen i byen, at den militante bevægelse udråbte sit kalifat.

I oktober i fjor angreb Iraks hær Mosul og fik støtte af den internationale alliance fra luften.

I januar i år havde hæren tilbageerobret den østlige del af byen, og i februar blev offensiven mod den vestlige bydel indledt.

Søndag oplyste en irakisk generalløjtnant, at hans styrker har taget kontrollen med kvarteret ved moskéen.

/ritzau/dpa