Det hollandske arbejderparti PvdA ser ud til at være blevet ramt af en vælgerlussing af den slags, der kan efterlade blivende mærker.
Regeringspartiet står til en svimlende tilbagegang på 29 mandater i de første exitpolls, der er lavet af analyseinstituttet Ipsos for den statslige tv-station NOS.
Efter det seneste valg i 2012 har PvdA siddet på 38 af de 150 sæder i det hollandske parlament, men de første exitpolls levner kun ni sæder til arbejderpartiet.
Partiets leder, Lodewijk Asscher, der også er vicepremierminister, siger ifølge The Guardian, at det er en "bitter aften".
Han mener, at partiet på respektfuld og retfærdig vis har ført Holland ud af en økonomisk krise, men ikke har formået at overbevise vælgerne om at sætte deres kryds ved PvdA igen ved dette valg.
Samtidig lykønsker han fire af de partier, der står til at blive størst, herunder Det Grønne Venstreparti, der i de første exitpolls står til at firedoble sine mandater fra fire til 16.
Lykønsker andre med valget
Også regeringspartneren, det liberale VVD, får et tillykke med på vejen.
- Jeg lykønsker VVD, som er blevet det største parti trods tab af sæder. Og også de andre vindere: Det Grønne Venstreparti, D66 og Kristendemokraterne, siger han ifølge The Guardian.
De to sidstnævnte partier står i de første exitpolls til 19 mandater.
Det samme gør Frihedspartiet med Geert Wilders i spidsen, som står til en fremgang på fire mandater. Det indvandrings- og EU-kritiske parti får dog ingen lykønskninger med på vejen fra arbejderpartilederen.
Der skal 76 mandater til for at få flertal i det hollandske parlament. Det har intet hollandsk parti haft i mere end et århundrede, og derfor er der en tradition for koalitionsregeringer.
Gruppeformand for VVD Halbe Zijlstra ærgrer sig på regeringspartnerens vegne.
- Vi har gjort dette land bedre - på trods af smertefulde reformer, siger Halbe Zijlstra ifølge Politico og fortsætter:
- Jeg synes, at arbejderpartiets resultat er uheldigt, de samarbejdede med os. Det er smertefuldt at se, at de bliver straffet for det arbejde, de har udført.