Mens 220.000 soldater bevæbnet med myggegift går fra dør til dør i Brasilien med informationsfoldere om zika, så samles internationale sundhedseksperter i dag i den schweiziske by Genève for at lægge en plan for, hvordan man skal bekæmpe virussen.
Det er verdenssundhedsorganisationen WHO, der har indkaldt til krisemøde. Her skal eksperterne blandt andet tage stilling til om virussen, der spreder sig med stor hast i Syd- og Mellemamerika, skal udløse en international nødsituation.
Zika-virus smitter gennem aedes-myg og er i sig selv ikke farligt for patienten. Men virussen er under kraftig mistanke for at kunne give alvorlige misdannelser af hovedet og hjernen hos fostre, når gravide bliver smittet. Alene i Brasilien anslår man, at mellem 440.000 og 1,3 millioner er smittet med zika-virus.
Fire millioner kan blive smittet med zika-virus
Krisemødet kommer i forlængelse af, WHO i sidste uge advarede om, at virussen spreder sig eksplosivt. Ifølge organisationen kan op mod fire millioner risikere at blive smittet i Amerika i år.
- De seneste måneder har zika-virus spredt sig til mange lande i Syd- og Mellemamerika. Det er en meget alvorlig situation, fordi befolkningen i disse lande ikke har været udsat for virussen før. Det betyder, at de ikke er immune, og derfor påvirker den mange flere, siger Tarik Jasarevic, der er talsmand for verdenssundhedsorganisationen WHO.
På mødet i Genève i dag skal medicinske eksperter tage stilling til, hvor alvorlig situationen er, hvad man vil anbefale de ramte lande, og så skal de prioritere, hvor forskning i virussen er mest nødvendig.
Større trussel end ebola
Sidste gang WHO erklærede international nødsituation, var under ebola-udbruddet i Vestafrika i 2014-2015, hvor flere end 11.000 mistede livet.
Men zika-virussen kan udgøre en større trussel mod den globale sundhed end ebola. Det mener Jeremy Farrar, der er direktør hos den uafhængige sundhedsfond Wellcome Trust. Årsagen er, at virussen er svær at spore, da det kun er en ud af fem smittede, der oplever symptomer.
- De fleste mærker slet ikke, at de er smittede. Det er en stille infektion hos en ekstremt sårbar gruppe – gravide kvinder – som er forbundet med forfærdelige følger for deres babyer, siger han til det britiske nyhedsmedie The Guardian.
Zika-udbruddet har fået Sundhedsstyrelsen til at råde gravide kvinder til at udskyde planlagte rejser til Syd- og Mellemamerika.
Sagen kort
- •
Op til 27 lande er berørt af zika-virus - herunder Brasilien, men også lande som Thailand, Mexico og Maldiverne.
- •
Virussen bliver overført fra Aedes-myggene til mennesker.
- •
Kun en ud af fem personer vil opleve symptomer.
- •
Hvis man får symptomer, kan der gå op til tre uger fra smitte til symptomer.
- •
Symptomerne er mild sygdom med feber, udslæt, muskel- og ledsmerter, hovedpine og øjenbetændelse.