Ekspert: Ukrainsk militær får svært ved at generobre Slavjansk

De prorussiske militser står stærkt i Slavjansk, hvor ukrainsk militær har indledt en operation, siger ekspert.

Ukrainske soldater løber ud af en helikopter ved et erobret ckeckpoint i Slavjansk. (© Scanpix)

Det er langt fra sikkert, at ukrainsk militær vil lykkes med en storstilet operation i byen Slavjansk, hvor prorussiske separatister har haft kontrollen i ugevis.

Separatisterne er nemlig ikke hvem som helst, vurderer lektor ved Forsvarsakademiet og tidligere forsvarsattache i Ukraine Claus Mathiesen.

- De prorussiske separatister står ganske stærkt i Slavjansk og er meget velorganiserede, siger han.

Stort pres på Kijev-regering

Det er allerede lykkedes de prorussiske separatister at skyde to ukrainske helikoptere ned med luftværnsraketter. To piloter er bekræftet døde

Claus Mathiesen påpeger, at de prorussiske separatisters erobring af flere og flere byer i det østlige Ukraine har lagt et pres på regeringen i Kijev for at få dem til at handle.

- Og nu gør de så noget. Der kommer en masse røg, damp og ild. Men så stopper det lidt igen, og så har man vist viljen til at prøve at gøre noget, siger han.

Putin begraver fredsaftale

Ukrainsk militær har tidligere forsøgt at rykke ind i besatte byer, men har hurtigt trukket følehornene til sig igen. Denne operation anses dog for at være det første alvorlige forsøg fra ukrainsk side på at fravriste prorussiske separatister områder, de har besat i de seneste uger.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har reageret på den ukrainske militære offensiv i Slavjansk ved at erklære Géneve-fredsaftalen endegyldigt død.

En ukrainsk soldat står vagt ved et ødelagt checkpoint. (© Scanpix)

Det oplyser hans talsperson, Dimitri Peskov, til nyhedsbureauet Reuters.

Géneve-aftalen fra april lagde op til, at både tilhængere af Rusland og tilhængere af regeringen i Kijev og EU afleverer deres våben.

Talspersonen oplyser også, at Rusland sender en delegation til det sydøstlige Ukraine for at forhandle om en frigivelse af de tilbageholdte OSCE-observatører, hvor en dansker er iblandt.

Journalister tilbageholdes

DR's korrespondent, Matilde Kimer, befinder sig tæt på Slavjansk og har allerede passeret seks mandskabsvogne og et hav af bevæbnede mænd i skovbrynene.

Hun oplyser også, at almindelige borgere bygger vejspærringer på livet løs.

Ifølge BBC er der meldinger om, at journalister bliver tilbageholdt af prorussiske separatister nær Slavjansk.