Ekspert: Tyrkiet vil spille større rolle i kamp mod IS efter gidselfrigivelse

Islamisk Stat har frigivet 49 tyrkiske gidsler, og det kan bane vejen for, at Tyrkiet bliver en større del af kampen mod terrororganisationen.

Terrororganisationen Islamisk Stat (IS) har frigivet 49 tyrkiske gidsler - heriblandt både kvinder og børn.

Dermed forventer lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet Daniella Kuzmanovic, at Tyrkiet vil komme til at spille en større rolle i kampen mod IS.

Noget som landet tidligere har afvist netop på grund af de 49 gidsler.

- Man må forvente, at regeringen vil gå ind i kampen mod Islamisk Stat med en anderledes aktivistisk holdning, nu da gidslerne er frigivet, siger hun til DR Nyheder.

Tyrkiet har ifølge Daniella Kuzmanovic indtil nu kun ønsket at støtte med humanitær hjælp og begrænset logistisk assistance.

Blev kidnappet i juni

De 49 tyrkiske gidsler blev taget til fange af IS tilbage i juni i den irakiske by Mosul, som kom under IS' kontrol den 10. juni.

Bortførelsen skete fra det tyrkiske konsulat i byen, og ifølge Ritzau er der foruden kvinder og børn også soldater og diplomater imellem de 49.

Tyrkiet har ifølge tv-kanalen NTV ikke betalt løsesum for frigivelsen af gidslerne.

- Spekulationerne om, hvorfor gidslerne er blevet frigivet, er jo stadig i sin vorden, og lige nu fejrer man i Tyrkiet, at man har fået dem fri, siger Daniella Kuzmanovic.

Skal betale for amerikansk hjælp

Ifølge Daniella Kuzmanovic spekuleres der lige nu i, at blandt andet USA og Tyrkiet har lagt pres på Saudi-Arabien, som formodes at have forbindelser til IS.

At lige netop USA angiveligt skulle have spillet en rolle i frigivelsen er ikke nogen tilfældighed. Amerikanerne ønsker nemlig at få en nær allieret i form af Tyrkiet i kampen mod IS.

- Og hvis man skal tro spekulationerne om, hvordan de er blevet frigivet, må det være den betaling, som Tyrkiet skal yde, siger Daniella Kuzmanovic.