Teorierne, om hvad i øjeblikket gemmer sig i den svenske skærgård, er mange.
En af dem er, at det er en russisk miniubåd, der er blevet beskadiget under en operation i det svenske farvand.
En teori, der dog er blevet afvist af Rusland og heller ikke er bekræftet fra svensk side.
En detalje, der er med til at underbygge den svenske jagt efter udbudne russiske gæster, er, at en russisk olietanker i flere dage har sejlet rundt ud for skærgården, selvom den egentlig havde kurs mod en dansk havn. Formodningen er, at skibet skulle gøre det ud for forsyningsskib til den formodede miniubåd.
Men det tvivler Johannes Riber Nordby, orlogskaptajn ved Forsvarsakademiet, på.
- Jeg føler mig ikke helt overbevist om, at det er et skib, der kan fungere som moderskib. Det eneste, som gør, at det her skib er interessant, er, at det har ligget uden for den svenske kyst så længe, siger han til DR Nyheder.
Ud over at skulle levere brændstof til miniubåde, så bliver moderskibe også brugt til at transportere miniudbåden over længere distancer og som gemmested. Miniubåde kan enten sejle ind i moderskibet og gemme sig eller blive hevet op på dækket.
Ikke en miniubåd
Men ifølge Johannes Riber Nordby bliver miniubåde brugt steder, hvor konventionelle ubåde ikke kan sejle grundet deres størrelse. Sådan et sted er den svenske skærgård ikke.
- Du kan sagtnes sejle derinde med en konventionel ubåd. Det har de gjort tidligere. Det var også det, der skete i 1981, siger han med henvisning til den russiske ubåd, lastet med atomvåben, der blev opdaget i skærgården i starten af 1980'erne.
Hvis det skulle vise sig, at det er en miniubåd, der gemmer sig, så er tiden ved rende ud for besætningen.
- Det har stået på i hvert fald to døgn. Hvis der skulle ligge en miniubåd et sted i Skærgården, så bliver de snart nødt til at komme op til overfladen, fortæller Johannes Riber Nordby.
Han udelukker ikke, at der er tale om en miniubåd, men han tror på mere på, at det er en konventionel dieseldrevet ubåd, der har sejlet i svensk farvand. Hvis det er tilfældet, så er der ifølge orlogskaptajnen gode chancer for, at den allerede er væk igen.
Rusland spiller med musklerne
Hvorfor en russisk ubåd skulle befinde sig i skærgården ud for Stockholm er uvist. Ifølge Johannes Riber Nordby kan der være flere grunde til, at en russisk ubåd er i svensk farvand.
En grund kunne være, at de spionerer. En anden kunne være, at de tester svenskernes beredskab. I så fald er det ikke usandsynligt, det er med vilje, at russerne er blevet set i svensk farvand.
- Det er interessant i et sikkerhedsperspektiv. Det passer godt til fortællingen om, at Rusland godt vil være den store dreng i Østersøen, da det er russisk interesseområde. Det er endnu et signal på, at sikkerhedsbilledet er ved at ændre sig, siger Johannes Riber Nordby.
I sidste ende handler det, ifølge militæranalytikeren, om, hvordan man positionerer sig i forhold til internationale forhandlinger.
- Jo stærkere man er militært, des større muskler har man i en forhandlingssituation. Deres budskab er, at russerne er en regional magt, som man ikke skal tage for givet i nogen sammenhænge.
Rusland: Spørg Holland
Ruslands forsvarsministerium meldte søndag ud, at der ikke har været nogen nødsituationer med russiske militære fartøjer.
I dag siger en ukendt kilde fra det russiske forsvarsministerium, at svenskerne burde kigge mod Holland for at finde en forklaring på mysteriet.
- For at lette spændingerne i Østersøen og spare de svenske skatteydere for penge, så anbefaler vi (Rusland red.), at man søger efter en forklaring fra hollænderne, lyder det i en udtalelse til det statsejede russiske nyhedsbureau Ria Novosti.
Se hvordan det svenske forsvar søger i den svenske skærgård i videoen over artiklen.