Ekspert om ny VW-skandale: Det er alvorligt

Ifølge VW-koncernen kan 800.000 biler være ramt af co2-snyd.

(Foto: © Paul J. RICHARDS, Scanpix)

En ny, stor skandale er under opsejling for den tyske bil-gigant Volkswagen. Koncernen har selv meldt ud, at 800.000 biler kan være ramt af snyd i forhold til, hvor meget C02 nogle bilmodeller udleder.

Torben Arent, nyhedsredaktør på bilmagasinet Motor, kalder de nye oplysninger for dramatiske.

- Det her drejer sig om, at en hel masse biler i Europa har fået fiflet med deres kilometer pr. liter-tal - altså hvor langt de kører på literen, og dermed også hvor meget Co2 de udleder. Det er en helt anden type problem, end det VW har været anklaget for indtil nu, siger han, og fortsætter:

- Hidtil har deres problem været, at de muligvis har forurenet for meget i Europa. Men det her drejer sig om, at man på en eller anden måde har pyntet på tallene, så der blev reklameret med, at de kunne køre 10-15 procent længere, end de reelt kan, siger Torben Arent til DR Nyheder.

Hvis det viser sig, at der er blevet snydt med co2-tallene, så kan det få konsekvenser for danske bilejere, mener Torben Arent.

- Hvis de oprindelige oplysninger fra VW's side er forkerte, så betyder det, at mange bilejere har købt en bil, hvor man i virkeligheden har betalt for lidt i ejerafgift og måske for lidt i registreringsafgift. Så på den måde kan det komme til at berøre mange bilejere ret direkte.

Det er ikke kommet ud, hvilke typer biler der er blandt de 800.000, men BBC skriver, at bilmærker som VW, Skoda, Seat og Audi kan være berørt.