Ekspert om etiopisk flystyrt: Ethiopian Airlines er et velrenommeret flyselskab

Anden gang inden for kort tid, at et Boeing-fly af typen 737 MAX 8 er involveret i en flyulykke.

Det er et Boeing-fly af typen 737-800 Max, der er involveret i flyulykken i Etiopien. (Foto: © Str, Scanpix)

Det har vakt opmærksomhed verden over, at et fly fra Ethiopian Airlines tidligere i dag styrtede ned.

Flystyrtet har ikke alene kostet samtlige 149 passagerer og otte besætningsmedlemmer livet - det er også anden gang indenfor fem måneder, at et Boeing-fly af typen 737 MAX 8 er involveret i en flyulykke.

Selvom sammenfaldet er bemærkelsesværdigt, er det dog ifølge flykender Henrik Baumgarten endnu for tidligt at spekulere i årsag og konsekvenser for den amerikanske flyproducent, der er en af verdens største.

- Ingen kan på nuværende tidspunkt vide, hvad der er sket, og hvad der er årsag til havariet i Etiopien, men Boeing er selvfølgelig meget opmærksom på situationen, fordi det er deres nyeste model, der er indblandet, siger Henrik Baumgarten.

Han er journalist på hjemmesiden standby.dk, hvor han skriver om rejsebranchen, og derfor har han stor indsigt i luftfartsbranchen.

Kritik af sikkerhedskultur

Ved flystyrt er det myndighederne i det land, hvor flyet har hjemme, og det land, hvor flyet er produceret, der forestår undersøgelserne.

I dette tilfælde altså Etiopien og USA.

Boeing har meddelt, at selskabet står klar med et undersøgelseshold, hvis de amerikanske luftfartsmyndigheder ønsker selskabets assistance.

I oktober sidste år styrtede et fly af samme type – 737 MAX 8 - ned i Javahavet ud for Indonesien, og samtlige 189 personer om bord omkom.

Det er endnu ikke fastslået, hvad der præcis forårsagede ulykken i Indoniesien, men flyet havde i dagene op til flyvningen haft problemer med nogle sensorer, og lederen af den indonesiske havarikommission kritiserede flyselskabet Lion Airs sikkerhedskultur.

Rester fra flyet og personlige ejendele fra passagererne ombord på det styrtede Lion Air-fly blev fundet i havet og bragt til havnen i Jakarta i Indonesien. (Foto: © beawiharta, Scanpix)

Med i anerkendt fly-alliance

Ethiopian Airlines fly styrtede ned seks minutter efter start, og flyselskabets direktør oplyser, at piloten på flyet havde meldt om vanskeligheder, inden styrtet. Han havde anmodet om tilladelse til at vende om, og han havde ifølge direktøren også fået tilladelsen.

Henrik Baumgarten understreger, at det er alt for tidligt at drage paralleller mellem de to ulykker og tro, at det er flytypen, den er gal med.

- 737-flytypen er en af verdens mest udbredte, der flyver for alverdens flyselskaber. Den er meget pålidelig og anerkendt, siger han om modellen, der er det mest solgte passagerfly nogensinde.

Der er ifølge Henrik Baumgarten umiddelbart heller ikke grund til at mistænke rod i sikkerhedsprotokollerne eller et afslappet forhold til materialepleje som årsag til styrtet.

- Ethiopian Airlines er et velrenommeret flyselskab og Afrikas største. Det er medlem af Star Alliance, der også tæller medlemmer som SAS og Lufthansa, og sådan en alliance bliver man ikke en del af, uden at alt er iorden og dobbelt i orden. Der er mange krav til, at det skal være det bedste af det bedste, siger han.

Flyet, der styrtede ned i Etiopien, blev tilføjet Ethiopian Airlines flåde i juli sidste år, skriver BBC. Af Max-modellerne - som 800-versionen, der blev lanceret i 2016, hører til – har Boeing leveret 330 til flyselskaber over hele verden, og der er ordrer på mere end 5000.