Ekspert: Ønske om immunitet er ikke en rygende pistol mod Michael Flynn

Det er ikke usædvanligt i det amerikanske retssystem, at folk beder om immunitet for at vidne.

Både FBI og to efterretningskomitéer i henholdsvis Repræsentanternes Hus og Senatet har fået tilbuddet fra Michael Flynn. Ingen har endnu accepteret det. (Foto: © © Carlos Barria / Reuters, Scanpix)

Enten har præsident Donald Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn noget virkelig interessant at fortælle, eller også prøver han at redde sit eget skind.

Det er de scenarier, som de amerikanske myndigheder nu skal i gang med at undersøge, efter han har meddelt, at han gerne vil vidne i en undersøgelse om eventuelle forbindelser mellem Trumps stab og Rusland, men kun hvis han bliver tilbudt immunitet. Det vil sige, at han vil forsikres mod uretfærdig retsforfølgelse.

Det fortæller Philip Chr. Ulrich, cand.mag. i amerikanske studier og udlandsredaktør på Kongressen.com.

- Myndighederne skal vurdere værdien af hans vidneudsagn - kan vi få noget, der er større eller bedre end ham. FBI ligger inde med efterretninger, som vi andre ikke har adgang til, så de har en bred vifte af information at bygge undersøgelsen på. Men det er ikke til at sige, hvad afgørelsen kommer til at være, siger han.

Ifølge Philip Chr. Ulrich er det ikke usædvanligt, at man i det amerikanske retssystem kræver immunitet for at vidne - specielt når det gælder større politiske sager. Derfor er det for tidligt at drage konklusioner ud fra Michael Flynns anmodning.

- Men det er et tegn på, at han godt ved, at han har dummet sig og lavet noget, han ikke burde. For ham er det en mulighed for at få myndighederne af nakken og servere nogle andre på et sølvfad. Det er en fordel og en måde at undgå det værste pres. Så må vi se, om der er nogen, der bliver sure bagefter og vil have ham ned med nakken, forklarer han.

Kritiseret immunitet

Michael Flynn blev afsat fra sin post som sikkerhedsrådgiver, efter at det kom frem, at han havde tilbageholdt oplysninger om samtaler med den russiske ambassadør for vicepræsident Mike Pence. Det er disse kontroverser, som Michael Flynn tilbyder at vidne om.

Selv har den pensionerede general tidligere kaldt det et udtryk for, at man havde begået noget kriminelt, hvis man bad om immunitet. Det gjorde han tilbage i september 2016 i forbindelse med sagerne om Hillary Clintons emails.

- Fem folk omkring hende (red. Hillary Clinton) har haft eller har fået immunitet herunder hendes tidligere stabschef. Når man får immunitet, betyder det, at du sandsynligvis har begået en forbrydelse, sagde han dengang.

Både FBI og to efterretningskomitéer i henholdsvis Repræsentanternes Hus og Senatet har fået tilbuddet om vidneudsagn fra Michael Flynn. Der er endnu ingen, der har accepteret det.

FBI har igangsat en undersøgelse af hans kommunikation med den russiske ambassadør, Sergej Kisljak.