Ekspert: Nye IS-videoer er klassisk skræmmetaktik

Videoerne advarer om nye angreb som det, der i fredags ramte Paris.

Med videoerne forsøger terroristerne at skræmme civilbefolkningen til at lægge pres på regeringerne (arkivfoto). (Foto: © STRINGER, Scanpix)

Terrorbevægelsen Islamisk Stat har udsendt to nye videoer, hvor den truer med nye angreb, hvis andre lande deltager i Frankrigs luftangreb i Syrien.

Begge videoer indeholder klip fra angrebene i Paris.

Det indikerer, at man har planlagt videoerne og med vilje offentliggør dem efter angrebet, forklarer Thomas Elkjer Nissen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

- Det spiller ind i den klassiske måde, som terrorister forsøger at skræmme på – ved at gennemføre et angreb og derefter true med endnu flere angreb, siger Thomas Elkjer Nissen.

Med videoerne forsøger man at skræmme befolkningen, lyder vurderingen.

- De forsøger at skabe så meget furore i medierne og blandt civilbefolkningen i Europa som muligt i håbet om, at de kan lægge pres på regeringerne for ikke at intensivere angreb i Irak og Syrien.

I en video siger en af mændene, at man også vil gå efter at ramme Washington.

- Det vil være af stor symbolværdi, hvis de følger truslen til dørs, men om det er realistisk er en anden sag, siger Thomas Elkjer Nissen, der som andre analytikere peger på Europa som et mere praktisk mål.

Den ene video kommer fra Salaheddin, som er en provins i Irak, og den anden er udsendt fra Kirkuk-provinsen, også i Irak.

Thomas Elkjer Nissen vurderer, at budskabet i videoerne er godkendt centralt i IS.