Israels angreb mod Iran i nat har sat sidstnævnte på en kommunikativ prøve.
Nu handler det for landet om at dysse alvorligheden ned, for ellers er Iran næsten tvunget til at gengælde Israels angreb.
Det siger Rasmus Elling, Iran-forsker og lektor ved Københavns Universitet.
- Omvendt bliver iranerne nødt til ikke at tabe ansigt over for deres støtter i regionen, så hvis det kommer frem, at der har været seriøse angreb på eksempelvis missilfabrikker, så kan det godt være, at iranerne er nødt til at gøre et eller andet igen, lyder det.
Det dækker eksempelvis over missilfabrikker, som Israel siger, de har angrebet.
Irans udenrigsministerium siger her til formiddag, at de har "ret til og er forpligtet til at forsvare sig selv mod eksterne aggressive handlinger".
To soldater dræbt
Meldingen fra Iran var i første omgang, at der kun var tale om "begrænset skade", men senere er det kommet frem, at to iranske soldater er blevet dræbt under nattens angreb.
Det oplyser det iranske nyhedsbureau Tasnim ifølge Reuters. Tasnim er ikke et hvilket som helst nyhedsbureau.
- Det er Revolutionsgardens eget nyhedsbureau, så hvis de siger det, er det fordi, de gerne vil have historien ud, siger Rasmus Elling.
Iran siger samtidig, at Israels angreb ramte flere af landets provinser - herunder Khusistan og Teheran, der både er landets hovedstad og hovedby for provinsen af samme navn.
- Hvis Revolutionsgarden begynder at spille med et narrativ om, at der er ofre, så kan det godt lægge et yderligere pres på, at man skal reagere fra iransk side, vurderer Rasmus Elling.
Daniel Hagari, talsmand for det israelske militær, sætter ord på nattens angreb:
Vil for alt i verden undgå storkrig
Ifølge forskeren har iranerne længe vidst, at der var risiko for israelske angreb, og når myndighederne tidligere havde travlt med at tale om "begrænset skade" i forbindelse med i nat, handler det også om, at man ikke vil skabe panik i befolkningen.
Iran er nemlig ikke interesseret i en regional storkrig, som altså risikerer at komme tættere på, hvis Iran hævner nattens angreb.
I et sådant scenarie vil USA og Vesten uundgåeligt blive en del af konflikten, vurderer Rasmus Elling.
- Det har Iran ingen interesse i, fordi den krig vil de tabe, siger han.