Ekspert 'har sin tvivl om', hvorvidt arrestordre på Netanyahu vil ændre krigsførelsen i Gaza

Også Hamas-lederen Mohammed Diab og Israels tidligere forsvarsminister skal arresteres, mener straffedomstol.

Benjamin Netanyahu og Yoav Gallant side om side. Nu ønsker Den Internationale Straffedomstol dem begge arresteret. (Foto: © ABIR SULTAN, Ritzau Scanpix)

Den Internationale Straffedomstol (ICC) har udstedt en arrestordre på den tidligere israelske forsvarsminister Yoav Gallant, Hamas-lederen Mohammed Diab Ibrahim Al-Masri og ikke mindst Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Arrestordrene er udstedt for krigsforbrydelser begået fra den 8. oktober 2023 til maj 2024, skriver ICC på sin hjemmeside.

For Gallant og Netanyahu begrundes arrestordren med, at de "i samarbejde med andre har gjort følgende: brugt sult som et krigsvåben; og forbrydelser mod menneskeheden i form af mord, forfølgelse og andre inhumane handlinger".

Ifølge det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium i Gaza er 44.000 personer blevet dræbt og 100.000 såret siden den 7. oktober sidste år.

Arrestordren på Mohammed Diab begrundes med forbrydelser mod menneskeheden i form af udryddelse, tortur, voldtægt og andre former for seksuel vold.

Mohammed Diab er tidligere blevet meldt dræbt af både palæstinensiske og israelske myndigheder - men det kan domstolen ikke fastslå, skriver ICC.

Ekspert i krigens love: Netanyahu bliver en paria

Spørger man Forsvarsakademiets Kenneth Øhlenschlæger Buhl, ph.d. i folkeret med speciale inden for krigens love, så er det nok begrænset, hvad arrestordren kommer til at betyde for Israels krigsførelse.

- Jeg har min tvivl om, om det kommer til at ændre den måde, man fører krig på, siger han.

Han peger på, at Israel allerede - efter pres fra det internationale samfund - har indvilliget i at lade mere nødhjælp komme ind i Gaza. Spørgsmålet er, om de kommer til at rykke sig yderligere.

- Det, der ser ud til at være hovedanklagepunktet, handler om udsultning af civilbefolkningen. Israel skal ikke i tilstrækkelig grad have tilladt medicin og fødevarer at komme ind i Gaza. Det anses for en krigsforbrydelse, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.

Til gengæld skal Benjamin Netanyahus omdømme forberede sig på at få en hårdere medfart af det internationale samfund.

- Når man får sådan et stempel på sig, bliver man lidt en paria i det internationale system, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.

Palæstinensere tager imod mad i Khan Younis midt i hungersnøden. (Foto: © Hatem Khaled, Ritzau Scanpix)

'Israelerne vil opfatte det som en hetz'

Hvordan det internationale samfund vil reagere, vil i høj grad afhænge af, hvor sympatierne ligger i det enkelte land.

- Der vil være en lang række lande med en mere kritisk holdning til Israel, der vil synes, at det her er i orden.

- Og så vil der være pro-israelske stater, der vil kalde det forvrænget og undre sig over, at Netanyahu begæres arresteret side om side med en Hamas-leder.

Kenneth Øhlenschlæger Buhl har også et bud på, hvordan man vil modtage nyheden om ICC's beslutning i Israel.

- Jeg vil tro, at israelerne vil opfatte det som en hetz mod Israel, og som om det internationale samfund er imod Israel, og det har de på sin vis noget at have i. Der gik jo rigtig lang tid før visse dele af FN fordømte det, Hamas havde gjort. Og det er jo ikke i orden, når det var så klokkeklart, som det var, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.

Han fortsætter dog hurtigt.

- Reglerne gælder for begge parter. Og det skal man huske på.

Netanyahus kontor har ifølge Reuters udsendt følgende melding som respons på arrestordren:

- Israel afviser kategorisk de absurde og falske løgne, som ICC har fremsat mod dem.

Samtidig oplyser kontoret, at Netanyahu "ikke vil give efter for pres, vil ikke lade sig afskrække og vil ikke trække sig tilbage, før alle Israels krigsmål er opfyldt."