Ekspert: Græsk økonomi bryder sammen uden aftale

Den græske økonomi vil bryde sammen i løbet af kort tid, hvis ikke landet får en ny låneaftale med eurolandene, vurderer ekspert.

Grækenland skal have en ny låneaftale på plads inden udgangen af februar, hvor den nuværende lånepakke udløber. (© Scanpix)

Den græske finansminister skal fremlægge sin plan for, hvordan Grækenland vil håndtere landets gæld overfor resten af eurogruppen.

Det bliver afgørende, at eurolandenes finansministre godkender grækernes plan, mener Jacob Funk Kirkegaard fra tænketanken Peterson Institute For International Economics i Washington D.C.

- Det er et game of chicken nu mellem grækerne og eurozonen. Problemet er bare, at grækerne ikke rigtig har indset, at de kører i en Ellert, og eurozonen kører i en Humvee. Grækerne har ikke reelt nogle pressionsmidler på kort sigt, som ikke inkluderer et fuldstændigt kollaps af græsk økonomi, siger han.

Grækenland skal have en ny låneaftale på plads inden udgangen af februar, hvor den nuværende lånepakke udløber.

Ingen plan b

Grækenlands nye regering har forsøgt at lægge pres på eurolandene ved at true med at gå til Kina eller Rusland for at låne penge. Det er dog en urealistisk trussel, mener Jacob Funk Kirkegaard.

- Hvis de gør det, så er alle politiske broer til Eurozonen og hele EU brændt. Og så ender den her saga meget skidt for Grækenland, siger han og fortsætter:

- Virkeligheden er den, at Vladimir Putin slet ikke har penge nok. Han kan måske godt give nogle lån på et par milliarder, men den russiske økonomi er selv under stærkt pres.

Realistisk at nå en aftale

Grækerne vil have længere tid til at betale deres gæld og færre sparekrav. Og selvom landet ikke nødvendigvis får begge ønsker opfyldt, så er det realistisk, at parterne bliver enige om en ny låneaftale.

- Grækerne har behov for en aftale langt mere end eurozonen på kort sigt, siger Jacob Funk Kirkegaard.

- Der er ikke nogen tvivl om, at eurozonen vil forklare den nye regering [ i Grækenland, red.], at der ikke er nogen kære mor. I bliver nødt til at fortsætte spareprogrammet, hvis I vil have økonomisk støtte.

Eurogruppen - det vil sige eurolandenes finansministre - har givet Grækenland en frist d. 16. februar til at søge forlængelse af den eksisterende redningspakke, hvis gruppens 19 medlemslande fortsat skal holde hånden under det kriseramte medlemsland.