Ekspert: Danske droner kan bruges til Islamisk Stats skræmmekampagne

Ifølge DR's oplysninger mistænker politiet Lars Hedegaards formodede attentatmand for at stå bag bestilling af droner til IS.

Islamisk Stat bruger droner i deres propagandavideoer, til rekognosceringsarbejde og til militære angreb. Screenshot fra en video produceret af et IS-mediebureau.

To danskere er i dag blevet anholdt i en terrorsag, der handler om indkøb og levering af blandt andet droner til Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Og hvis dronerne fra Danmark rent faktisk er nået frem og kommet i hænderne på Islamisk Stat, kan de meget vel have indgået som en del af terrorbevægelsens skræmmekampagne.

Sådan lyder vurderingen fra Tore Hamming, ph.d-studerende ved The European University Institute og gæsteforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. For netop droner har haft en større og større betydning i Islamisk Stats krigsførelse.

- Islamisk Stat begyndte at bruge droner tilbage i 2014 som en rekognosceringsapparat og til deres mediearbejde. Fra 2016 har vi set, at de er begyndt at bruge dem militært, siger Tore Hamming og fortsætter:

- Det eskalerede særligt i 2017, hvor de brugte dem meget i kampen for at beholde Raqqa og Mosul, hvor de brugte dem mod amerikanske, irakiske og syriske styrker.

Vigtigt propagandaapparat

De to anholdte er sigtet for medvirken til forsøg på terrorisme i udlandet og mistænkes for at være en del af et netværk, der har forsynet Islamisk Stat med droner, der skulle bruges til kamphandlinger.

Tore Hamming er dog ikke overbevist om, hvor effektive gruppens droner er, når det kommer til militære mål.

- Det er selvfølgelig noget, vi hører om, men jeg tror også, at vi hører meget om det, fordi det er en skræmmeting. Hvorvidt det har en militær effekt, der svarer til det, vi hører, er jeg mere skeptisk omkring, siger han.

Dronerne har ifølge Tore Hamming større betydning, når det kommer til Islamisk Stats propagandaapparat.

Gruppen har flere mediebureauer, der blandt andet producerer videoer af høj kvalitet for at vise gruppens bedrifter frem, som gruppen selv vil have vist dem frem.

Flere videoer er med al tydelighed optaget ved hjælp af droner, så man ser gruppens selvudnævnte kalifat og militære sejre fra oven.

- De skyder nogle rigtig, rigtig flotte billeder af deres kampscener og fra kalifatet. Der har de brugt droner rigtig meget til at forhøje kvaliteten af det propagandamateriale, de laver, siger Tore Hamming.

Dansk ring sluttet

Dagens anholdelser er sket i tæt samarbejde mellem PET og Københavns Politi, der har efterforsket sagen gennem længere tid.

Det er uvist, hvilken rolle de to mænd, der er blevet anholdt i dag, har haft i terrornetværket. Men en 29-årig mand, der blev anholdt i september sidste år, er sigtet for at have købt avanceret droneudstyr i Danmark, som han ifølge politiet sendt videre til en 32-årig dansk-tyrker bosat i Tyrkiet.

Derudover mistænker politiet ifølge DR Nyheders oplysninger den 31-årige dansk-libanesiske mand Basil Hassan for at stå bag bestillingen af droneudstyret fra Danmark til Islamisk Stat.

Basil Hassan er mistænkt og internationalt efterlyst for attentatforsøget mod journalist og islamkritiker Lars Hedegaard i 2013.

I september 2014 blev Basil Hassan anholdt i Tyrkiet, men sammen med en række andre fanger fra Islamisk Stat blev han angiveligt udleveret til IS i bytte for flere tyrkere, som terrororganisationen havde taget til fange.

- Det betyder, at hele kæden af personer i den her sag er danske. At det både er danskere, der køber dronerne, modtager dem i Tyrkiet, og at det også er en dansker, der har bestilt dem fra Syrien, siger Tore Hamming og fortsætter:

- Det vidner udelukkende om, hvor meget sprog betyder i sådan nogle sammenhænge. Så når Islamisk Stat bestiller sådan nogle droner, gør de det gennem nogle, der kan det samme sprog.

Hverken PET eller Københavns Politi ønsker at kommentere DR’s oplysninger eller anholdelserne i dag. I en pressemeddelelse bekræfter politiet, at de anholdte i dag er sigtet efter den såkaldte "terrorparagraf."