Når Danmarks udenrigsminister advarer mod, at en ny terrorrede kan opstå i Nordirak, hvorfra terrorister kan udklækkes, så er der noget om snakken.
Det mener seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og ekspert i terrorisme, Lars Erslev Andersen.
- Hvis det lykkes for en gruppe som Islamisk Stat at slå rod i Nordirak, så er det noget, der må vække stor bekymring, siger han til DR Nyheder.
Islamisk Stat kan skabe nye terrortræningslejre
Udenrigsminister Martin Lidegaard frygter, at Islamisk Stat vil oprette reelle træningslejre for terrorister, hvis de får fast fodfæste i Nordirak.
- Så får vi en rede, hvor der kan udklækkes terrorister fra - lidt som vi havde i Afghanistan - bare værre, for de her grupperinger er endnu mere radikale, siger han til DR Nyheder.
Sammenligningen med Al Qaedas træningslejre for terrorister viser meget godt, hvad det er vi skal frygte fra Islamisk Stat, mener Lars Erslev Andersen.
- Siden Al Qaeda etablerede træningslejre, hvor man trænede folk med det ene sigte, at de skulle tilbage og udføre terrorisme i Europa tilbage i 1990'erne, har vi ikke set noget lignende. Men det ligger i kortene, at det er det Islamisk Stat vil gøre i Nordirak, siger han.
Værre end hjemvendte hellige krigere
Indtil nu har de vestlige efterretningstjenester først og fremmest frygtet, at nogle af de frivillige soldater, der har kæmpet i blandt andet Syrien og Irak, ville vende tilbage til Europa som terrorister.
Da Norge for nylig gik i alarmberedskab, var det ifølge flere kilder netop fordi man frygtede, at tidligere soldater hos Islamisk Stat var vendt tilbage til Norge for at udføre en terrorhandling.
Dengang viste frygten sig at være ubegrundet, og Lars Erslev Andersen ser terrortruslen fra Islamisk Stat som større, hvis de får fodfæste i Nordirak.
- Vi ved, at Islamisk Stat har sympatisører i Europa og Danmark. Hvis man forestiller sig, at der er folk fra Danmark, der rejser til Irak - ikke for at tage del af konflikten - men kun for at få træning for at tage tilbage til Danmark og udføre terror, så er det værre, siger han.
- Det er den situation, vi under ingen omstændigheder vil se. Det vil man gøre rigtig, rigtig meget for at undgå, siger han.
Går længe før Islamisk Stat har terrorlejre klar
Lars Erslev Andersen mener dog, at der går et stykke tid, før Islamisk Stat overhovedet har kræfter til at overveje at oprette træningslejre for kommende terrorister.
- Lige nu er Islamisk Stat i høj grad beskæftiget med at slås på en række fronter. De slås i Syrien, de slås med kurderne, som får hjælp af USA, og de slås med den irakiske hær ved Tikrit. Og så er der også rygter om, at de er i kampe i Jordan og Saudi Arabien, siger han.