Ekspert: Cruz/Kasich-manøvre er et udtryk for desperation

I teorien kan det godt lade sig gøre for de to republikanske præsidentkandidater Ted Cruz og John Kasich at vælte frontløberen Donald Trump af pinden - men det bliver ingen nem opgave.

De tre tilbageværende republikanske kandidater til præsidentembeddet fra venstre til højre: Donald Trump, Ted Cruz og John Kasich. (Foto: © JOE SKIPPER, Scanpix)

I bestræbelserne på at bremse Donald Trump har to af hans partifæller og modkandidater, Ted Cruz og John Kasich, nu slået sig mere eller mindre sammen.

Donald Trump fører stort, når det handler om at blive Det Republikanske Partis præsident-kandidat. Det vil Cruz og Kasich forsøge at stoppe ved at fordele de resterende primærvalg mellem sig.

Lige nu handler det om at hindre Trump i at opnå det magiske flertal på 1.237 delegerede inden Republikanernes Konvent til sommer, fortæller lektor i amerikansk historie ved Syddansk Universitet, Jørn Brøndal.

- Hvis ingen af dem opnår det flertal, så bliver der tale om et kampkonvent, hvor alt kan ske. Teoretisk set kan det godt lade sig gøre, men det er et udtryk for desperation fra de andre kandidaters side.

For blot en uge siden havde piben en anden lyd. Ted Cruz nægtede at samarbejde med Kasich og talte endda om, at Kasich burde trække sig.

Men Cruz led et knusende nederlag til Trump i staten New York sidste tirsdag, og siden har han åbnet op for et samarbejde med John Kasich.

Meget afhænger nu af, hvordan det går i morgen, når fem stater går til primærvalg, siger Jørn Brøndal.

- Hvis Trump går med sejren der, er der risiko for, at han får så meget vind i sejlene, at han kan gå hele vejen.