Ekspert: Amerikanske cannabis-erfaringer kan bruges i Danmark

To år efter den amerikanske delstat Colorado legaliserede cannabis, har der ikke været en mærkbar stigning i brugen blandt teenagere.

I Colorado kan alle over 21 år købe marihuana i statskontrollerede butikker (Foto: © Rick Wilking, Scanpix)

Da den amerikanske delstat Colorado i 2014 legaliserede cannabis for alle over 21 år, stillede modstandere af legaliseringen spørgsmålet: Jamen hvad med børnene?

De frygtede, at en statskontrolleret legalisering af marihuana ville få flere teenagere til at ryge det. Men delstatens teenagere har ikke kastet sig yderligere over rusmidlet.

Det er stadig cirka hver femte gymnasieelev i delstaten, der jævnligt ryger marihuana, viser en omfattende undersøgelse fra Colorados sundhedsmyndighed.

Erfaringerne fra Colorado kan overføres til Danmark, mener psykiater og misbrugsekspert Henrik Rindom. Han tror ikke, at en legalisering af cannabis vil få indflydelse på hashforbruget hos de unge: - Hash er så udbredt i befolkningen, at alle unge mennesker møder det, og dem der har lyst til at prøve det, har muligheden for det. Cirka halvdelen prøver det, men det er kun ganske få, der bliver hængende i forbruget, siger Henrik Rindom.

I Colorado bruges indtægterne fra det statskontrollerede marihuanasalg til eksempelvis at bygge nye skoler og til misbrugsbehandling. I 2015 var skatteindtægterne fra salget på omkring en milliard kroner.

På trods af erfaringerne fra Colorado, mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, stadig ikke, at hash bør legaliseres i Danmark:

- Helt grundlæggende ser jeg ikke nogen grund til at legalisere noget, der er så skadeligt, som hashrygning er, siger Peter Kofod Poulsen.