Carles Puigdemont er igen løsladt, efter at han for knap to uger siden blev anholdt i Tyskland nær grænsen til Danmark.
Der er blevet betalt kaution for den tidligere præsident for den spanske region Catalonien på 75.000 euro. Det svarer til omkring 559.000 danske kroner.
Carles Puigdemont holder et pressemøde i Neumünster klokken 18, rapporterer det tyske nyhedsbureau dpa.
Ifølge Reuters opfordrer Puigdemont til, at de separatistledere, som sidder fængslet i Spanien, heriblandt tidligere præsidentkandiat Jordi Turull, bliver løsladt øjeblikkeligt.
Risikerer fortsat udlevering
En tysk domstol besluttede torsdag, at Puigdemont ikke kan udleveres for de alvorligste anklager, som Spanien har fremsat mod ham, om oprør.
Det skyldes, at den tilsvarende paragraf i den tyske lovgivning specifikt nævner, at der skal have været udøvet vold, inden paragraffen kan tages i brug.
Men Puigdemont risikerer fortsat udlevering, og i givet fald vil det ske på anklager om misbrug af offentlige midler. Det er den sag, som den tyske domstol nu behandler.
Bliver han udleveret på disse anklager, kan han dog ikke tiltales for oprør i Spanien.
/ritzau/AP