Egypten: Mursi anklages for samarbejde med Hamas

For første gang kommer der en forklaring på, hvorfor Mursi tilbageholdes i Egypten.

Militæret fratog Mursi magten i begyndelsen af juli. Siden har han været fanget på et hemmeligt sted. (Foto: © GIANLUIGI GUERCIA, Scanpix)

Egyptens afsatte præsident, Mohamed Mursi, bliver nu beskyldt for at have samarbejdet med den palæstinensiske, militante bevægelse, Hamas.

Samtidig er han nu blevet officielt anholdt og varetægtsfængslet i 15 dage.

Det oplyser en egyptisk statsanklager ifølge det statslige nyhedsburea i Egypten, MENA.

Dermed kommer der for første gang en forklaring på, hvorfor Mursi er blevet tilbageholdt, siden han blev fjernet fra præsidentposten 3. juli.

Hamas hjalp Mursi ud

Anklagerne mod Mursi går på, at han skal have samarbejdet med Hamas i kampen mod Egyptens tidligere præsident Mubarak.

Mere konkret er Mursi ifølge flere udenlandske medier anklaget for at have fået Hamas til at hjælpe sig og 30 andre lede fra det Muslimske Broderskab med at flygte fra et fængsel i Kairo tilbage i 2011.

Han skal desuden i samarbejde med Hamas have været med til at planlægge angreb på politistationer og fængsler og være medskyldig i overlagte drab på officerer, soldater og fængslede.

- Latterlige anklager

Angiveligt er afhøringerne af Mursi begyndt, og MENA oplyser ifølge AP, at varetægtsfængslingen af den afsatte præsident kan forlænges, mens efterforskningen står på.

Det muslimske Broderskab kalder sigtelserne for latterlige og siger, at de ikke vil blive taget alvorligt.

- Vi vil fortsætte vores protester på gaderne, og faktisk tror vi, at endnu flere vil forstå, hvad dette regime står for. Det er Mubarak-styret der kommer igen, siger en talsmand for Broderskabet.

Members of the Muslim Brotherhood and supporters of ousted Egyptian President Mohamed Mursi shout slogans during a rally around Rabaa Adawiya square where they are camping, in Cairo July 26, 2013. The Egyptian army is detaining Mursi over accusations of kidnapping, killing soldiers and other charges, the state news agency said on Friday. (Foto: © REUTERS/Amr Abdallah Dalsh, Scanpix)

Anklagerne mod Mursi kommer på dagen, hvor både militæret og det Muslimske Broderskab, som Mursi er en del af, har indkaldt til demonstrationer i Kairo og flere andre steder i Egypten.