Der er stadig intet spor af vragrester fra det Boeing 777, som lørdag nat lokal tid forsvandt over Det Sydkinesiske Hav.
Myndighederne i Malaysia har onsdag besluttet igen at udvide søgeområdet. Denne gang til Andamanhavet, der er en del af den Bengalske Bugt. Det er et randhav i det Indiske Ocean.
Dermed er eftersøgningen udvidet med flere hundrede kilometer for tredje gang.
Det sker, efter at man tirsdag forgæves har søgt efter vragrester i Malacca-strædet, der er en af verdens mest befærdede skibsfragt-kanaler.
Myndigheder frustreret
Myndighederne siger, at der i øjeblikket er 32 skibe og 47 fly i gang med eftersøgningen af passagerflyet, der havde 239 mennesker om bord.
-Det er frustrerende, at vi ikke har nogen som helst anelse om, hvad der skete med flyet. Vi forfølger ethvert sport 24 timer i døgnet, siger Amdan Kurish, der leder efterforskningen til havs, ifølge The Sydney Morning Herald.
Han afviste at kommentere på de mange rygter om terrorister, bombeeksplosion på flyet og andre teorier om, hvad der kunne være sket.
Han siger, at man vil vente til, at man finder vragrester eller den sorte boks fra flyet.