Formanden for Repræsentanters Hus og formanden for Senatets Efterretningskomité er enige – der er ingen beviser for, at den forhenværende præsident, Barack Obama, aflyttede Donald Trump under valgkampen.
- Ud fra den information, der er tilgængelig for os, kan vi ikke se nogen indikation på, at Trump Tower var mål for overvågning af den amerikanske regering - hverken før eller efter valgdagen i 2016, lyder det i en pressemeddelelse fra formanden for Senatets Efterretningskomité, Richard Burr, og seniormedlem Mark Warner fra Demokraterne.
Ifølge CNN markerer den fælles pressemeddelelse den hidtil klareste og tungestvejende afstandtagen fra Trumps beskyldninger, siden de kom frem i begyndelsen af marts.
Paul Ryan siger fra
Og det er ikke kun de højtrangerende medlemmer af Efterretningskomité, der afviser påstanden. Tidligere i dag sagde formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, at en aflytning aldrig fandt sted.
I går sagde lederen af Repræsentanternes Efterretningskomité, Devin Nunes, det samme.
- Vi har ikke noget bevis for, at det har fundet sted.
- Vi tror ikke, der har været en reel aflytning af Trump Tower (Donald Trumps hovedkvarter i New York, red.).
Før det har blandt andre FBI-chef James Comey og tidligere CIA-chef John Brennan afvist påstanden.
Det omdiskuterede tweet kom fra præsidenten den 4. marts:
- Forfærdeligt. Har lige fundet ud af, at Obama "aflyttede mine forbindelser" (had my "wires tapped") i Trump Tower før sejren (valgsejren 8. november, red.). Ingenting fundet, skrev Donald Trump.
Aflytning var i anførselstegn
I går kom Donald Trump selv med en forklaring over for Fox News.
- Da jeg sagde ”aflytning” var det i anførselstegn. Det er dækkende, for aflytning er ret gammeldags – men det dækker over overvågning og mange andre ting. Og ingen taler nogensinde om, at det var i anførselstegn, hvilket er en vigtig ting.
Nogenlunde samme forklaring er tidligere kommet fra pressetalsmand Sean Spicer.
- Præsidenten brugte ordet "aflytning" i anførselstegn, hvilket betyder overvågning i bred forstand og andre aktiviteter.
Uanset, hvor bredt præsidenten tolker aflytning og overvågning, er der ikke leveret nogen beviser på anklagen mod forgængere. Men de kan dog være på vej, lyder det fra Donald Trump selv.
- Jeg tror, du vil se nogle meget interessante ting komme frem de næste to uger, siger han om aflytningsanklagen i interviewet med Fox News.