Opdateret 10/10: Artiklens første sætning er skrevet om for at fjerne en pleonasme.
Israelske styrker har fredag morgen trukket sig tilbage fra Jenin på den besatte Vestbred efter det, som Israels militær kalder en ‘militær operation’, og som har varet i ti dage.
Området har en civilbefolkning på omkring 60.000 palæstinensere, og der er altså tale om en af Israels mest voldelige og længste aktioner på den besatte Vestbred i årevis. Ifølge Israels militær (IDF) har man været i Jenin for at bekæmpe terrorisme.
I løbet af de ti dage er mindst 36 palæstinensere blevet dræbt heriblandt børn, oplyser det palæstinensiske sundhedsministerium. De fleste af de døde var medlemmer af væbnede grupper, og Hamas har bekræftet, at tre af de dræbte var medlem af terrororganisationen. Også en israelsk soldat har mistet livet.
DR’s korrespondent Anna Gaarslev besøgte Jenin kun få timer efter, at de lokale for første gang i flere dage kunne bevæge sig ud på gaden. Hun beskriver en helt kaotisk situation i Jenin.
Her kan du se, hvordan det så ud ved det centrale torv i Jenin fredag eftermiddag.
- Der lugtede af kloak alle steder, fordi dele af kloaksystemet er sprunget i luften, og det centrale torv med veje og butikker er fuldstændig ødelagt. Der går mennesker rundt og fejer glasskår op, mens der kører gravkøer rundt, fortæller hun.
Det er langt fra første gang, at det israelske militær udfører razziaer på den besatte Vestbred, og det er også helt tydeligt at mærke på gaden, siger Anna Gaarslev.
- De siger til mig, at de er vrede, men at de har prøvet det før, og at det bare er sådan at bo i Jenin.
Opgivenhed, vrede og vold
Nær en moské i byen bor Jamal og hans familie i et hus inddelt i flere boliger, så der er plads til alle børnene og hele den store familie.
Han fortæller DR, at huset var bygget oven på et hulerum, som de israelske soldater mente var en tunnel, der blev brugt til at smugle våben og andre ting. De blev derfor bedt om at forsvinde fra kvarteret, og deres hjem lægger nu i ruiner.
- Det var en stor familie, de er nu allesammen blevet hjemløse og aner ikke, hvad der skal ske herfra, fortæller Anna Gaarslev.
Vandforsyningen, afløbene og elektriciteten er gået i stykker mange steder i Jenin, og de civile palæstinensere har været uden vand, afløbssystem og el i flere dage.
- Alting er brudt sammen, og nu skal de forsøge at genetablere det, lyder det fra korrespondenten.
Her ses en af børnene i Jamals familie i deres nu ødelagte hjem.
Volden på den besatte Vestbred er i den grad steget siden Hamas’ terrorangreb i Israel den 7. oktober 2023. Ifølge FN er mindst 630 palæstinensere blevet dræbt på den besatte Vestbred og Østjerusalem de seneste 11 måneder.
Over 140 af dem blev dræbt i omkring 50 luftangreb – i 2023 blev seks palæstinensere dræbt af israelske luftangreb. FN oplyser, at langt de fleste palæstinensere er blevet dræbt af IDF, men at mindst 11 er blevet dræbt af israelske bosættere. I samme tidsperiode er 15 israelere, inklusiv medlemmer af IDF og bosættere, blevet dræbt af palæstinensere på Vestbredden og i Østjerusalem.
Og den udvikling kan mærkes blandt de civile i Jenin, siger Anna Gaarslev:
- Det, jeg mødte, var en blanding af opgivenhed og vrede.
Israelske bosættelser er også blevet udvidet i samme periode, og flere oplever, at de ikke længere kan komme til deres afgrøder, fordi israelerne har placeret sig således, at de ikke kan komme til, fortæller korrespondenten.
IDF hævder, at de har dræbt 14 palæstinensiske terrorister i Jenin inklusiv en Hamas-kommandør, samt tilbageholdt 30 eftersøgte personer.
Selvom styrkerne trak sig ud af Jenin fredag morgen er meldingen fra Israel, at man ikke stopper, før “målet er opnået”.