Efter Putin-protest: 'Spaghetti-kommunisten' forsvarer sin ytringsfrihed ved den russiske domstol

I dag skal lokalpolitiker for retten i Rusland efter spaghetti-protest mod Putin.

Lokalpolitikeren Mikhail Abdalkin fra Kommunist-partiet i Samara skal i Novokuybyshev byret i morgen. Han er anklaget for at poste en video, hvor han har spaghetti over ørerne, mens han lytter til Præsident Putins årlige tale til nationen. (Foto: © Mikhail Abdalkin, V Kontakte www.vk.com)

Lokalpolitikeren Mikhail Abdalkin skal i retten i Rusland i dag. Han er anklaget for at hænge kogt spaghetti over ørerne og lytte til præsident Putin holde tale.

Det er en seance, han har filmet og lagt ud på det russiske sociale medie VKontakte. I det 30 sekunder lange videoklip ser man Abdalkin nikke ivrigt, så spaghetti-nudlerne dingler, mens præsident Putin taler på en computerskærm foran ham.

Og netop spaghetti er kernen i forseelsen. "At få hængt spaghetti på ørerne" svarer nemlig på russisk til at blive bundet noget på ærmet. At blive bildt noget ind.

Derfor kommer videoens billedtekst også til at fremstå sarkastisk.

- Jeg bakker fuldstændigt op, jeg er helt enig, fremragende præstation.

"Jeg bakker fuldstændigt op, jeg er helt enig, fremragende præstation. Jeg har ikke hørt noget lignende i de sidste 23 år. Glædeligt overrasket", skriver Abdalkin sarkastisk på sin VKontakte-profil. Han kigger på Vladimir Putin, der holder sin årlige tale til nationen. (Foto: © Mikhail Abdalkin, V Kontakte www.vk.com)

Anklaget efter ny krigs-paragraf

Mikhail Abdalkin er anklaget for at "miskreditere de væbnede styrker i Rusland".

Det er en paragraf, der blev føjet til loven for næsten præcis et år siden, da Rusland begyndte sin invasion af Ukraine. Den er kendt som artikel 20.3.3.

Valentyna Shapovalova er ph.d. ved Institut for Kommunikation ved Københavns Universitet. Hun fortæller, at lovteksten blev til i forbindelse med, at Rusland gik ind i Ukraine.

- Det er en lov, der blev indført for at begrænse ytringsfriheden i Rusland. For at begrænse, hvad man kan sige om "specialmilitæroperationen", siger hun.

Loven gør det for eksempel forbudt at sige "krig" eller "invasion" om det, der foregår i Ukraine. Og den gør det meget svært at kritisere både krigen og den russiske hær.

Samtidig dækker den også fornærmelser rettet mod Putin, fordi præsidenten i sidste ende er det russiske militærs øverstkommanderende.

Bryder man artikel 20.3.3. en enkelt gang, kan man slippe med en bøde på det, der svarer til mellem 3.000 og 5.000 kroner.

Men bryder man den igen, ligger strafferammen på op til fem års fængsel.

I marts sidste år blev en udsendelse på russisk stats-tv afbrudt af journalisten Marina Ovsyannikova. Hun holder et skilt, hvorpå der står "Stop krigen. Tro ikke på propaganda. De lyver for dig". Hun er en af dem, der er blevet straffet efter Putins nye paragraf. (Foto: © handout, Ritzau Scanpix)

Og Mikhail Abdalkin er langt fra den eneste, der er kommet på kant med den nye lovgivning.

Siden den blev skabt for ét år siden, er artikel 20.3.3. blevet brugt mange gange, fortæller Valentyna Shapovalova.

Blandt andet blev den brugt imod journalisten Marina Ovsjannikova, efter at hun brød ind i en nyhedsudsendelse på russisk stats-tv med et stort "Stop krigen"-skilt.

Abdalkin: Vi vil kæmpe og bevise vores uskyld

Mikhail Abdalkin har tidligere modtaget en reprimande fra sit parti, Kommunistpartiet.

Mikhail Abdalkin blev i sidste uge indkaldt til samtale med delegerede i et særligt udvalg i Samaras Duma. De mener blandt andet, at han skal smides ud af Kommunistpartiet. Abdalkin har allerede tidligere modtaget en reprimande. (Foto: © Mikhail Abdalkin, V Kontakte www.vk.com)

Det er et parti, der egentlig er i opposition til Vladimir Putins parti Forenet Rusland. Men når det kommer til krigen mod Ukraine, er de to partier på bølgelængde.

Derfor er Abdalkin endnu engang blevet indkaldt til tjenstlig samtale i Samara-afdelingen i det sydlige Rusland, hvor han hører til.

Han nægter selv, at han har begået noget ulovligt. Og på sin VKontakte-profil melder han sig klar til kamp, når han i dag skal stille i byretten.

- Den 7. marts kl. 10:00 afholdes et møde i Novokuybyshev byret om sagen om miskreditering af hæren, som jeg angiveligt begik ved at poste en video. Vi vil kæmpe og bevise vores uskyld, skriver han.

Sagen mod Abdalkin er ikke unik, fortæller Valentyna Shapovalova. Der er masser af eksempler på protester mod Præsident Putin. Alligevel er denne sag speciel i mere end én forstand.

- Der er jo regelmæssigt nogle små protester. Men det er ikke så tit, at de protester, der sker, når ud så bredt, som den her har gjort, siger hun.