Efter Nordkoreas missiltest: Hawaii tester sirener fra den kolde krig

For at forberede beboere på et muligt angreb fra Nordkorea har Hawaii testet sine sirener fra den kolde krig.

Efter Nordkoreas sidste missiltest tester Hawaii nu sit eget advarselssystem for at være forberedt på et muligt angreb. (Foto: © KCNA Via KNS, Scanpix)

For første gang siden den kolde krig sluttede, hylede krigssirener fredag over den amerikanske delstat Hawaii.

Testen er en del af en katastrofeplan, som skal forsøge at forberede turister og beboere på et muligt atomangreb fra Nordkorea. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Hawaii er den første amerikanske delstat, som tager advarselssystemet fra den kolde krig i brug igen. Det oplyser en embedsmand fra delstatens katastrofeberedskab.

Sirenerne hylede i cirka et minut efter den sædvanlige test af alarmer for tsunamier og andre naturkatastrofer, som indbyggerne på Hawaii er vant til at høre en gang om måneden.

Myndighederne bruger testene til at indsamle oplysninger om eventuelle fejl i advarselssystemet, ligesom det bliver testet, om sirenerne er høje nok.

Efter fredagens test konstaterer myndighederne, at der var ringe reaktion fra folk på den berømte strand Waikiki Beach, hvor sirenen lød meget fjern.

Forberedelse på muligt angreb fra Nordkorea

Spændingerne mellem USA og Nordkorea stiger som følge af gentagne nordkoreanske missiltest.

Nordkorea afprøvede onsdag et interkontinentalt ballistisk missil med en potentiel rækkevidde på over 13.000 kilometer.

Efter affyringen oplyste styret, at det nu er i stand til at ramme hele det amerikanske fastland med sine missiler, og at landet nu betragter sig selv om en atommagt.

Foruden sirener indeholder Hawaiis katastrofeplan ifølge CNN blinkende lys, som skal advare beboere. Samtidig vil en særlig meddelelse blive sendt ud via tv og radio.

Der er godt 7500 kilometer åbent hav mellem Hawaii og Nordkorea. Dermed er delstaten sammen med Alaska og Guam et af de amerikanske territorier, som ligger tættest på Kim Jong-uns styre.

Tidligere i denne uge sagde Hawaiis guvernør, demokraten David Ige, at sandsynligheden for et angreb er lille, men at det er vigtigt at være forberedt.

Embedsmænd oplyser ifølge AP, at beboere og turister i Hawaii vil have mindre end 20 minutter til at søge ly, hvis et angreb bliver indledt.

/ritzau/