Efter møde med Rusland: Trump lover at stoppe blodbadet i Syrien

Efter møde med Ruslands udenrigsminister siger Trump, at parterne er enige om at stoppe blodbad i Syrien.

- Vi vil hurtigst muligt sætte en stopper for de forfærdelige drab i Syrien, sagde Donald Trump på pressemødet, hvor han var flankeret af den tidligere udenrigsminister Henry Kissinger.

Donald Trump var fuld af optimisme for det krigshærgede Syrien, da han onsdag havde haft et møde i Washington med Ruslands udenrigsminister.

- Vi havde et rigtig, rigtig godt møde. Vi vil stoppe drabene og døden, siger Donald Trump med henvisning til situationen i Syrien.

Syrien var et centralt emne under det 40 minutter lange møde mellem de to.

- Jeg tror, at vi kommer til at gøre det godt med hensyn til Syrien. Jeg tror, at der vil ske noget. Det er rigtig, rigtig, rigtig positivt, siger Trump.

Det er ret usædvanligt, at et fremmed lands udenrigsminister får et møde med den amerikanske præsident i Det Hvide Hus.

Under mødet sagde Trump, at Rusland bør "tøjle" Assad.

- Trump understregede behovet for at arbejde sammen for at få afsluttet konflikten i Syrien. Han lagde særlig vægt på behovet for, at Rusland styrer Assad-regimet, Iran og Irans støtter, skriver Det Hvide Hus.

Besøget i Det Hvide Hus gav Sergej Lavrov indtryk af en meget handlekraftig regering i Washington.

Forholdet mellem de to lande lider ikke længere under de ideologiske stridigheder, som prægede forholdet til Obama, slog udenrigsministeren fast.

- Præsident Trump fortalte om sit ønske om at opbygge et forhold til fælles gavn - og om at løse problemer, siger Lavrov.

Inden mødet med præsidenten holdt Ruslands udenrigsminister et møde med den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson.

De to ministre drøftede ifølge Lavrov hovedsageligt det bilaterale forhold.

/ritzau/AFP