Efter kritik: Trump beordrer igen flagene på halv for McCain

Præsident Trump er blevet mødt af massiv kritik efter manglende på respekt for afdøde senator John McCain.

Billeder, blomster og hilsener, der er lagt uden for John McCains kontor i Phoenix, Arizona, udgør et lille mindesmærke for McCain. (Foto: © AFP PHOTO Robyn BECK, Ritzau Scanpix)

Et af senator John McCains sidste ønsker inden hans død lørdag var, at Trump ikke skulle komme til hans begravelse.

Det ser præsidenten ud til at respektere. Men det er også omtrent den respekt, præsidenten har vist den tidligere senator og præsidentkandidat i dagene efter hans død.

Trump har fået kritik for ikke at have skrevet mere end to linjer på Twitter om McCains død. Der var ikke et ord om senatorens mangeårige tjeneste, først i militæret og siden 35 år som medlem af USA's kongres.

Tidligere i dag kritiserede en af USA's største veteranorganisationer, Amvets, ligeledes Trump for tavsheden efter McCains død.

Flaget over Det Hvide Hus gik på halv lørdag aften, da nyheden om McCains død blev kendt, og var på halv hele søndagen. Men i dag var det atter gået til tops.

Reglerne siger, at flaget skal være på halv på selve dødsdagen og dagen efter, når et kongresmedlem dør.

- Ved at flage på halv i ikke ét sekund mere end minimumskravet, på trods af en tradition for at flage på halv frem til begravelsen, viser Det Hvide Hus åbenlys mangel på respekt for senator McCains mange års tjeneste og offer for vort land samt for hans medveteraner, udtaler Amvets ifølge nyhedsbureauet dpa.

Og kritikken ser ud til at have haft en effekt på præsident Trump.

Mandag aften dansk tid meddelte præsident Trump, at han har givet ordre til igen at lade flaget være på halv - og lade det blive der frem til McCains begravelse. Yderligere blev ordren ledsaget af en portion af den efterlyste respekt:

- Trods vores politiske forskelligheder respekterer jeg senator John McCains tjeneste for vort land, skriver præsidenten i en pressemeddelelse.

Ved McCains begravelse vil regeringen være repræsenteret af stabschef John Kelly, forsvarsminister James Mattis og den nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton.

/ritzau/