I flere timer fik den tidligere særlige anklager Robert Mueller spørgsmål fra både republikanere og demokrater i Repræsentanternes Hus.
Den 74-årige jurist Robert Mueller var kaldt til høring, da det var ham, der stod i spidsen for at undersøge Ruslands indblanding i præsidentvalget i 2016.
- I min karriere har jeg oplevet, at vores demokrati er blevet udfordret flere gange. Ruslands bestræbelser på at blande sig i vores valg er noget af det mest alvorlige, lød det blandt andet fra Robert Mueller i dag.
Mueller undersøgte også, om præsident Donald Trump havde forsøgt at spænde ben for efterforskningen, hvor præsidenten hverken blev frikendt eller erklæret skyldig i det spørgsmål.
Fordi det spørgsmål stadig står ubesvaret, har demokraterne krævet, at Mueller vidner og kommer med sin version til offentligheden, hvilket så skete i dag.
Her forsøgte Demokraterne dagen igennem at få USA's præsident, Donald Trump, sat i et dårligere lys, da håbet er at kunne starte en rigsretssag mod ham, mens Republikanerne stillede sig kritisk overfor grundlaget for overhovedet at undersøge Ruslands indblanding.
Demokraterne spurgte også ind til, om årsagen til at Robert Mueller ikke rejste tiltale mod Donald Trump er, fordi at man ifølge justitsministeriet ikke kan retsforfølge en siddende præsident. Til det svarede Robert Mueller:
- Det er korrekt.
Senere rettede han dog den udtalelse og sagde, at man aldrig nåede en konklusion om, hvorvidt Trump havde gjort noget ulovligt.
I den modsatte fløj gik de republikanske medlemmer hårdt til værks mod Mueller og stillede kritiske spørgsmål til den tidligere særlige anklager, hvor de blandt andet beskyldte Mueller for at trække den to år lange undersøgelse i langdrag og kaldte det for 'en heksejagt'.
Har Demokraterne fået, hvad de vil have i dag?
Der har været flere forskellige episoder i dag, hvor demokraterne har fået det, de gerne ville, lyder det fra DR's journalist Lasse Engelbrecht, der har fulgt høringen tæt i Washington.
- Det vigtigste for Demokraterne op til den her høring har været at ødelægge det billede, som Trump har tegnet af sig selv. Nemlig billedet af en mand, der var uskyldig, og som blev fuldstændig frikendt af Robert Mueller, fortæller han og uddyber:
- Blandt andet da Robert Mueller bliver spurgt ind til, om det er korrekt, at Trump blev fuldstændig frikendt i sin rapport, hvortil han svarer: 'Nej, det er ikke korrekt'.
Der er også et andet eksempel, som Lasse Engelbrecht peger på, der falder til demokraternes fordel. Og det var et spørgsmål, Robert Mueller fik til slut i den timelange høring.
- Mueller blev spurgt, om Trumps stab og nogle af de ting, de har gjort, hvorvidt de repræsenterer det nye normale i amerikansk politik. Dertil svarer han, at det håber han ikke, det gør, men det er der noget, der tyder på.
Hvad siger præsident Donald Trump selv til dagen i dag?
Republikanernes evne til at forsøge at undergrave hele fundamentet for den her undersøgelse var også ret gode, lyder det fra Lasse Engelbrecht i Washington.
- De fik en nervøs Mueller til at se endnu mere nervøs ud, og det tror jeg, at rigtig mange republikanere ser som et plus i forhold til at stoppe den her bevægelse mod en rigsretssag.
Ham det hele handler om, er den amerikanske præsident Donald Trump, og han har gjort det, han plejer at gøre, lyder det fra Washington.
- Han er ikke bange for at sige sin mening højt, og han sagde inden høringen, at han ikke vil se den, men det har han altså givetvis gjort, for på Twitter har han været temmelig aktiv, siger Lasse Engelbrecht.
På Twitter har præsident Trump blandt andet kritiseret demokraterne i en række tweets.
Hvor dagens vidneudsagn fra Robert Mueller stiller Demokraterne i forhold til en rigsretssag er endnu uvidst, lyder det fra redaktør på netmediet Kongressen, Anders Agner.
- Jeg synes ikke, at vi er rykket tættere på. Måske er vi endda rykket lidt længere væk. Den rygende pistol mangler fortsat. Den var ikke i Muellers rapport, og den kom ikke i dag, siger han til Ritzau.
I marts i år afleverede Robert Mueller den 448 siders lange rapport om Ruslands undersøgelsen. Se, hvad han sagde i forbindelse med offentliggørelsen her:
En rettelse er tilføjet i første afsnit, hvor det fremgik, at Mueller undlod at rejse tiltale mod Trump, alene fordi Trump er præsident. Mueller tilføjede senere i høringen, at man ikke konkluderede, hvorvidt Trump havde begået noget ulovligt. Vi beklager fejlen.