Sagen om den sexdømte tidligere sportslæge for blandt andet USA's olympiske gymnaster Larry Nassar spreder sig fortsat.
Som en direkte udløber af sagen er en tidligere dekan på Michigan State University nu anklaget for sexchikane mod kvindelige studerende.
Anklagen mod eksdekan William Strampel er et resultat af en undersøgelse af, hvordan universitetet håndterede klager over Nassar.
Sportslægen blev tidligere på året idømt 40 til 175 års fængsel for at have forgrebet sig på unge kvinder under dække af at udføre "behandlinger".
Strampel havde ansvaret for at overvåge den klinik, hvor Nassar arbejdede. Men ifølge anklageren forsømte han at følge op på de restriktioner, han selv havde pålagt lægen.
Den nu 70-årige eksdekan er også anklaget for at være i besiddelse af nøgenbilleder af kvindelige studerende.
Hans arbejdscomputer indeholdt omkring 50 billeder af kvindelige genitalier og nøgne og halvnøgne kvinder.
Desuden fandt man en video, hvor Nassar udførte en såkaldt "behandling" på en kvindelig studerende.
Ifølge anklageren har Strampel presset kvindelige studerende til at sende ham nøgenbilleder af sig selv, ligesom han har forgrebet sig på to studerende ved universitetets årlige gallafest.
Den tidligere dekan nægter sig skyldig i anklagerne.
/ritzau/