Chiles præsident, Sebastian Piñera, har kunnet se frem til et par travle måneder.
Landet skulle nemlig, ifølge planen, være vært for et Apec-handelstopmøde i november og klimatopmødet COP25 i december.
Men sådan bliver det ikke, for nu har Chile trukket sig som vært.
Det oplyser præsidenten selv på et pressemøde.
- Dette har været en meget vanskelig beslutning, en beslutning, der volder os megen smerte, fordi vi fuldt ud forstår vigtigheden af Apec og COP25 for Chile og for verden, siger han ifølge Reuters.
Årsagen til, at Chile ikke vil lægge grund til topmøderne alligevel, skal findes i den store uro, som finder sted i landet i disse dage.
I 12 dage har op mod en million chilenere været på gaden i landets store byer i protester, som brød ud, da billetpriserne i metroen steg.
Siden har demonstrationerne udviklet sig til at være vendt mod den stigende ulighed og fattigdom i landet - og i særdeleshed mod præsident Sebastian Piñera.
Kina og USA skulle have mødtes
Præsidenten frygter, at de i forvejen store demonstrationer ville tage til i styrke under topmøderne.
Det fortæller DR's Sydamerika-korrespondent, Kristian Almblad.
- Det er meget alvorligt for Chile. Det er jo to kæmpestore verdensbegivenheder, der bliver aflyst eller i hvert fald skal afholdes et andet sted. Men præsident Sebastian Piñera mener simpelthen, at det af hensyn til landets sikkerhed er bedre, at de her begivenheder bliver holdt et andet sted end Chile.
Det var meningen, at landet skulle være vært for 20 stats- og regeringschefer ved Apec-mødet, der var planlagt til at løbe af stablen 16. og 17. november.
På gæstelisten stod både USA's præsident Donald Trump og Kinas præsident Xi Jingping, og mange har regnet med, at de to statschefer ville benytte mødet til at underskrive den delvise handelsaftale, de indgik 11. oktober.
På jagt efter ny vært
COP 25-mødet skulle have fundet sted mellem 2. og 13. december, og Chiles aflysning har fået FN til at gå på jagt efter et nyt værtsland.
- Tidligere i dag blev jeg informeret om den chilenske regerings beslutning om ikke at være vært for COP25 på grund af den vanskelige situation, landet står i. Vi undersøger i øjeblikket alternative værtsmuligheder, skriver FN's klimachef, Patricia Espinosa, i en pressemeddelelse.
Præsident Piñera beklager, at det er kommet dertil.
- [Chile er] dybt ked af de problemer og ulemper, som denne beslutning vil betyde for både Apec og COP25. Men som præsident for alle chilenere er jeg altid nødt til at sætte chilenernes problemer og interesser, deres behov, deres ønsker og deres håb først, sagde han på pressemødet ifølge The Guardian.
Mindst 19 har mistet livet, 7.000 er blevet arresteret, og metroen i Santiago har fået skader for 2,7 milliarder under protesterne, skriver Reuters.