Ecuador er tæt på at trække sin beskyttelse af WikiLeaks-grundlægger Julian Assange tilbage og smide ham ud fra landets ambassade i London, hvor han har boet de sidste seks år.
Det skriver den amerikanske undersøgende journalist Glenn Greenwald på sin hjemmeside The Intercept.
Ifølge den tidligere The Guardian-journalist, der dækkede sagen om USA's elektroniske overvågning med hjælp fra whistlebloweren Edward Snowden, rejste Ecuadors præsident, Lenín Moreno, fredag til Storbritannien.
Her mødtes han angiveligt med embedsmænd for at færdiggøre en aftale, der betyder, at beskyttelsen af Julian Assange vil blive trukket tilbage. Derefter vil Assange blive overdraget til de britiske myndigheder.
Australskfødte Julian Assange har opholdt sig på Ecuadors ambassade i London siden 2012.
Han frygter at blive udleveret til Sverige, hvorfra han måske vil blive sendt videre til USA.
I USA risikerer han at blive tiltalt for at have udleveret hemmelige oplysninger fra de amerikanske krige i Afghanistan og Irak.
De svenske myndigheder har tidligere ønsket Assange udleveret for anklager om voldtægt. Han har hele tiden nægtet sig skyldig.
Sverige trak anmodningen om udlevering af Julian Assange tilbage i 2017.
Storbritannien har dog fastholdt arrestordren på ham. Det skyldes, at WikiLeaks-grundlæggeren ikke overholdt betingelserne for løsladelse mod kaution, da han søgte tilflugt på ambassaden.
En unavngiven kilde tæt på det ecuadorianske udenrigsministerium bekræfter ifølge The Intercept, at en aftale om at smide Julian Assange på porten inden for de næste uger er tæt på at være nået.
Tidligere på året kaldte Ecuadors præsident den 47-årige australier for et "nedarvet problem" og udtalte, at han har givet en del besvær for den ecuadorianske regering.
Udtalelsen kom, efter at Assange havde udtrykt støtte til Cataloniens bestræbelser på løsrivelse.
Ecuador gav Assange statsborgerskab i januar. Det var et mislykket forsøg på at sikre ham diplomatisk immunitet, så han kunne forlade ambassaden i London uden at blive anholdt af de britiske myndigheder.
/ritzau/