Normalt bruger palæstinensiske Bisan Aoude sin tid på at lave små videoklip fra sin hverdag og dele dem med sine over 60.000 følgere på Instagram. Det er videoer af tv-optrædener, basketball, politiske budskaber, rejser og madlavning.
Men med Hamas' angreb mod Israel lørdag er det liv forsvundet.
25-årige Bisan Aoude bruger onsdag eftermiddag på at lede efter sine venner i murbrokkerne i Gaza by.
- Mine venner og jeg er uskyldige. Vi er civile, hvis huse og veje bliver bombet lige nu. Hvorfor har vi ikke ret til at leve?, siger den palæstinensiske influencer i et interview med DR.
'Wow, jeg er stadig i live'
Siden den militante palæstinensiske gruppering Hamas angreb Israel lørdag morgen, har Israel modsvaret angrebene ved at sende raketter indover det Hamas-ledede område, hvor hun bor. Det har sendt Bisan Aoude og hendes familie på flugt fra deres hjem i bydelen Rimal.
FN anslår, at mindst 340.000 palæstinensere er internt fordrevne, siden krigen brød ud lørdag. Minimum 1.200 har mistet livet.
Det er langt fra første gang, at Bisan Aoudes hjem er under bombardement. Konflikten mellem Hamas, som står på EU's terrorliste, og Israel har varet i årtier. Men hun har aldrig frygtet for sit liv, som hun gør nu.
- Den nuværende situation er mere brutal.
- De seneste fem dage er jeg stået op og har tænkt: "Wow, jeg er stadig i live", Bisan Aoudes.
Internet- og telefonforbindelsen er sparsom, og hun kan ikke få fat på mange af sine venner. Hun ved ikke, hvor de er, og om hun kommer til at se dem igen.
- Mit hjem og mit arbejde er væk. Jeg har mistet mit kontor, hvor hele mit liv var. Hvad kan jeg mere miste? Jeg har mange, mange venner, som ligger under murbrokkerne, og vi kan ikke finde dem, siger hun.
Hvor skal vi gå hen?
Da DR får kontakt til hende onsdag, har hun søgt tilflugt med otte af sine familiemedlemmer på al-Shifa hospitalet i byen. Her holder de og tusindvis af andre palæstinensere til, i håbet om at hospitalet vil gå fri af luftangrebene.
Der er så mange mennesker samlet ved hospitalet, at det er vanskeligt at få de mennesker, der er kommet til skade ved bombardementerne, ind til behandling, fortæller hun.
Samtidig lurer en forværring af den humanitære situation i området, efter at Israel har lavet en blokade af Gazastriben, så der hverken kommer vand eller brændstof ind i området. Hospitaler kan løbe tør for brændstof indenfor timer, advarer Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) til BBC omkring middagstid torsdag.
Bisan Aoude og hendes familie har planer om at forsøge at flytte sig til en FN-skole i nærheden, hvor de håber, de kan opholde sig.
Er det sikkert der?
- Der er ikke noget sted i Gaza, der er sikkert. Vi ved, at skolen ligger i et beboelsesområde, der er bombetruet. Men hvor skal vi gå hen?
Hun bliver glad for opkaldet fra en journalist langt væk fra Gaza.
Dels betyder det, at der er hul igennem til hendes telefon - måske kan hun på et tidspunkt få fat på sine venner.
Dels får det hende til at føle sig i live. Når hun kan dele sin historie med en journalist eller sine mange tusinde følgere på Instagram, eksisterer hun stadig.
- Jeg håber, jeg kan overleve til i morgen... Eller måske til i aften klokken syv eller otte i aften, så jeg kan opdatere jer, siger hun i en video på Instagram, der blev uploadet i går.
Ved ikke, om hun lever i morgen
De nuværende luftangreb fra Israel er en direkte konsekvens af et storstilet terrorangreb, som Hamas iværksatte lørdag, hvor mindst 1.200 israelere ifølge det israelske militær er blevet dræbt af dels raketangreb, men også af Hamas-krigere der trængte ind i landet.
Men hvad tænker en ung palæstinenser i Gaza? Bebrejder hun Hamas for den situation, hun og hendes familie står i nu?
- Du spørger en kvinde, der ikke ved, om hun lever i morgen - eller den næste time, svarer Bisan Aoude.
Hvad forventer du af fremtiden, af de kommende dage, af i morgen...
- Du beder mig komme med et svar med et form for håb i. Men der er ikke noget håb, jeg kan give dig. Jeg kan ikke give mig selv håb, jeg kan ikke mine venner og familie håb, siger hun.
Her til morgen vågnede Bisan Aoude igen. Hun er her stadig.
Ved syv-tiden lagde hun en video på Instagram, hvor hun er ved at åbne en flaske vand og fortæller, at det er det første rene drikkevand, hun får i tre dage.
- Der er ingen mad, der er ingen vand, der er ingenting, siger hun, mens hun kigger tomt ud i luften.
Du kan følge udviklingen i Israel og de palæstinensiske områder live i DR's live-blog her: