DR's retskorrespondent: Simple terrorangreb spreder sig som ringe i vandet

De aktuelle terrorangreb var simple og ikke velplanlagte, vurderer DR's retskorrespondent, der taler om 'lynradikaliserede' unge.

I denne kirke i den nordfranske by Saint-Etienne-du-Rouvray tog to mænd seks mennesker som gidsler og dræbte en præst. Dramaet er efterfølgende betegnet som et terrorangreb. (Foto: © pascal rossignol, Scanpix)

I dag går det hurtigt, fra at man radikaliseres og bliver voldsparat til man rent faktisk går ud og ser én i øjnene og slår ihjel.

Det vurderer DR's retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe, efter gårsdagens terrorangreb, hvor to unge mænd tog seks personer som gidsler i en kirke i Frankrig og dræbte en præst.

- Det spreder sig som ringe i vandet. De potentielle gerningsmænd ser, at de hyldes som martyrer på islamistiske sider, og det kan inspirere til at begå lignende angreb, fortæller Trine Maria Ilsøe, der også vurderer, at terrororganisationen IS tager stikket hjem, hver gang, der har været et angreb.

Terrorangrebet i går var det sidste i rækken af flere terror-, eller terrorlignende angreb i Europa på bare to uger.

For halvanden uge siden, på Frankrigs nationaldag, kørte en gerningsmand 84 personer ihjel med en lastbil i byen Nice.

Mandag den 18 juli gik en ung dreng amok med en økse i et tog i Tyskland, og søndag den 24 juli sprængte en mand sig selv i luften på en vinbar i Tyskland.

Efterfølgende er det kommet frem, at flere af de pågældende gerningsmænd har sværget troskab til terrororganisationen Islamisk Stat.

Ikke langt fra tanke til handling

Ifølge retskorrespondenten har de seneste angreb det til fælles, at de alle er relativt simple, og ikke har krævet større planlægning.

Og det skyldes ifølge Trine Maria Ilsøe, at vi i dag står over for lynradikaliserede unge, hvor der ikke er langt fra tanke til handling.

Ifølge hende er de mindre og simple angreb en del af terrororganisationens strategi.

- IS har selv været ude og opfordre til, at man istedet for at tage til Syrien og Irak, udøver angrebene hjemme, der hvor man bor, siger hun.

Ifølge retskorrespondenten bliver det derfor også en opgave for efterretningstjenesterne at opsnappe nye potentielle angreb.

- Trusselsbilledet er ekstremt komplekst, for hvordan skal man holde øje med en, der vil begå angreb med en lastbil eller en kniv, siger hun og understreger, at man også skal ind politisk og koncentrere sig om det lange seje træk, og forhindre radikaliseringen overhovedet finder sted.