DR's Rusland-korrespondent, Matilde Kimer, var egentligt kommet forbi paskontrollen i Vnukovo-lufthavnen i Moskva, som hun ankom til mandag morgen.
Men kort efter hun havde taget sin bagage, kom en ansat i lufthavnen løbende og bad hende om at følge med. På et kontor fik hun et dokument stukket i hånden, hvor der stod, at hun er nægtet indrejse i den russiske føderation "af sikkerheds- og forsvarsmæssige hensyn", og derfor skulle deporteres med det samme.
Dermed er det ikke muligt for Matilde Kimer, der har dækket Rusland gennem de seneste 13 år, at rejse til Rusland før 2032.
- Min første reaktion var at jeg blev pissevred. Og da jeg så var kølet lidt ned, blev jeg også ked af det, fordi jeg tænkte på alle de gode oplevelser, jeg har haft i Rusland, forklarer DR's ruslandskorrespondent.
- Jeg spurgte dem, hvad årsagen var, men det kunne de ikke sige, da det ikke var dem, der havde truffet beslutningen. Hvem er det så? Det er den russiske sikkerhedstjeneste, FSB, siger Matilde Kimer, der med det samme fik inddraget sit pas.
Derefter blev hun placeret i en ventesal med andre personer, der skulle sendes ud af landet.
Slår hårdt ned på journalister
Matilde Kimer er den seneste af en række udenlandske journalister, der er blevet smidt ud af Rusland, der siden invasionen af Ukraine 24. februar 2022 har gjort det ekstremt svært at arbejde i landet. Blandt andet er 41 journalister og mediepersoner fra en række britiske medier som BBC, The Guardian, Daily Telegraph og Sky News i løbet af sommeren blevet erklæret uønskede i Rusland.
Putins regering har i årenes løb strammet grebet hårdt om de russiske medier, og der er kun statslige tv-stationer tilbage. Kritiske russiske medier er tvunget til at operere fra udlandet.
- Hvis man som medie stiller spørgsmålstegn ved de beslutninger, der bliver truffet, eller de sandheder, man har vedtaget i regeringen i Kreml, så er man en trussel, da man rokker ved virkelighedsopfattelsen. Når du tænder for en russisk tv-station, får du en fuldstændigt enslydende information, som er dikteret fra toppen, forklarer ruslandskorrespondent Matilde Kimer.
Selv har hun ikke fået en forklaring på, hvorfor hun nu er blevet udvist de næste 10 år, men det kan skyldes, at Danmark bliver betegnet som en "uvenlig stat" i Rusland.
- Det kan også skyldes, at jeg har konsekvent har kaldt krigen for en krig, som er ulovligt i Rusland. Eller fordi jeg har rejst meget i Ukraine og rejst meget i grænseområderne på den russiske side, siger Matilde Kimer.
Udlandschef: DR er blevet deporteret
Deporteringen af Matilde Kimer betyder, at DR ikke længere kan arbejde i Rusland, forklarer chef for DR Nyheders udlandsredaktion Niels Kvale.
- Matilde Kimer er DR's ruslandskorrespondent, og når man vælger at deportere hende, så er det også DR, der bliver deporteret. Vi lader ikke andre lave personalepolitik på DR, så vi formoder, at det er DR, der er blevet udelukket som medie, og det er enormt trist, siger Niels Kvale, der håber på at få en uddybende forklaring fra Rusland.
- Vi har bedt det russiske udenrigsministerium om en forklaring på, hvorfor vi ikke har lov til at arbejde i Rusland, for det har vi ikke fået. Det er klart, at med de gentagne indskrænkelser af pressefriheden for både russiske og udenlandske medier, der også er blevet udelukket fra Rusland, så tænker vi, at det er det, der er på færde.
Efter invasionen af Ukraine er det blevet gradvist sværere at rapportere fra Rusland, da russere risikerer lange fængselsstraffe, hvis de udtaler sig kritisk om regeringen og krigen.
Med deportationen af DR bliver det endnu sværere at få en føling med, hvad der sker i Rusland, og hvad almindelige russere tænker og mener, forklarer Niels Kvale.
- Det er en trist dag, og det kommer selvfølgelig til at forringe vores ruslandsjournalistik, men vi vil gøre os umage for, at det forringer den så lidt som muligt. Kritisk og uafhængig journalistik har en pris, men vi fortsætter med vores arbejde.
Udenrigsminister vil tage sagen op
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tager afstand fra udvisningen af Matilde Kimer, og ministeriet vil nu instruere den danske ambassade til at tage sagen op med de russiske myndigheder.
- Det er uhørt at behandle en journalist på den måde, og det er uhørt angreb på den frie presse fra Rusland og Putins side, og det er noget, vi tager den allerstørste afstand fra. Det viser, hvilke katastrofal kurs, Rusland er inde på, siger Jeppe Kofod.
- Rusland bevæger sig med stormskridt i en autoritær retning, og de har de facto aflivet demokratiet i Rusland.
Efter fem timers ventetid i lufthavnen i Moskva blev Matilde Kimer eskorteret ombord på et fly til Istanbul. Først da hun kom til Danmark fik hun udleveret sit pas igen.
Hun håber, at hun kan komme tilbage til Rusland før 2032 - hvis der altså kommer et nyt politisk styre.
- Jeg holder fast i, at det er midlertidigt. Jeg kommer tilbage, siger Matilde Kimer.
DR har kontaktet Ruslands ambassade i København for at få en kommentar til Matilde Kimers udvisning. Ambassaden er ikke vendt tilbage.