Islamisk Stat skulle være klar til at begå storstilede terrorangreb mod undergrundsbaner i New York og Paris, siger Iraks premierminister, Haider al-Abadi, ifølge flere medier.
Men flere ting taler imod, at der er hold i rygterne, siger DR's korrespondent i USA, Johannes Langkilde. Han undrer sig først og fremmest over, at amerikanerne selv taler sagen ned.
- Pentagon har allerede meldt ud, at de ikke har nogen troværdige oplysninger, der viser, at det skulle være sandt. Og det er slet ikke amerikanernes stil at afvise noget så kategorisk, hvis de er bange for at tage fejl.
USA tager ikke trussel alvorligt
Hvis truslen havde været alvorlig, havde USA's efterretningsvæsen meldt anderledes ud og taget en række forbehold for situationen, mener Johannes Langkilde.
- De kunne have sagt, at de undersøger sagen, eller at der er et højt terrorberedskab i USA. Men i stedet afviser de kategorisk, at der er trusler mod undergrunden.
En sådan afvisning gør det utrolig svært for det amerikanske forsvarsministerium at forsvare sig selv, hvis der senere skulle komme et angreb.
- Derfor må man formode, at amerikanerne lige nu ikke tager truslen særligt alvorlig, siger han.
USA ved det først, når der er en trussel
Samtidig mener Johannes Langkilde, at kilden til informationerne er overraskende. Det er den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, der har nævnt, at Islamisk Stat planlægger terrorangreb mod metroen i Paris og i New York. Men den viden burde han ikke have først, siger Johannes Langkilde.
- Den amerikanske efterretningstjeneste er en af verdens mest potente efterretningstjenester. Er der en reel terrortrussel mod USA, så hører vi det først fra dem - og ikke fra en statsleder i et andet land.
Det er ikke mere end en uge siden, at 15 terrorister med tilknytning til Islamisk Stat blev anholdt i Australien for at planlægge et større terrorangreb på tilfældige borgere, der skulle 'chokere og skræmme' nationen.