Dronning-kommentar tolkes som ønske om nej til løsrivelse

En kommentar fra den britiske monark i Skotland tolkes som en opfordring til at stemme nej til løsrivelse.

En bemærkning om, at skotterne skal tænke sig godt om inden folkeafstemningen om selvstændighed på torsdag bliver tolket, som om hun håber på et nej. (Foto: © Robert Perry, Scanpix)

Storbritanniens dronning Elizabeth II har for første gang kommenteret den kommende folkeafstemning om skotsk uafhængighed, skriver flere britiske medier.

Den 88-årige regent skulle efter en gudstjeneste i Balmoral i Skotland angiveligt have sagt til en fremmødt, at hun opfordrede skotterne til at tænke sig meget grundigt om, før de beslutter sig.

Dronning Elizabeth har indtil videre forholdt sig fuldstændig neutralt og afvist at kommentere på afstemningen, der finder sted torsdag. Kilder fra Buckingham Palace fastholder også over for britisk mediere, at dronningens kommentar var politisk neutral.

Usikkert hvad der sker ved et ja

Men over en bred kam er den kortfattede udtalelse blevet tolket derhen, at hun håber på et nej ved folkeafstemningen.

Det er usikkert, hvad der kommer til ske med skotternes forhold til det britiske kongehus, hvis de stemmer for at løsrive sig.

Meningsmålingerne spår fortsat et tæt løb mellem ja- og nej-sigerne. Avisen Sundays Observer bragte søndag en måling, hvor 47,7 procent ville stemme nej til løsrivelse, mens 42,4 procent ville stemme ja.

Kvinder og ældre siger nej

Mere tæt er det i Sunday Times, hvor nej-siden står til 50,6 procent af stemmerne blandt deltagerne i et læserpanel. Ja-siden står til 49,6 procent.

Ifølge målingerne mener især kvinderne og de ældre, at Skotland skal blive i Storbritannien.

Rachel Ormston, der undersøger sociale forhold og vælgervandringer i Skotland siger, at ældre skotter har en tendens til at føle sig mere britiske, mens kvinder ofte ikke bryder sig om usikkerhed.

/ritzau/