Den britiske dronning Elizabeth er død. Hun blev 96 år.
Det bekræfter Buckingham Palace.
- Dronningen døde fredeligt på Balmoral i eftermiddag, står der i den officielle melding.
Den britiske kongefamilie er ifølge BBC samlet på slottet Balmoral i Skotland, hvor hun døde.
Tidligere i dag blev det meddelt fra hoffet, at den britiske dronning Elizabeth blev tilset af læger på Balmoral, hvor hun var på sommerophold.
Meldingen var, at lægerne var bekymret for hendes helbred.
Kort efter hastede dronningens børn og andre familiemedlemmer mod slottet, og her til aften lyder det altså, at dronning Elizabeth II er død.
Torsdag aften blev den britiske dronning mindet af folket. Se billederne her:
Den nye kong Charles III udtaler sig efter sin mors død
Det bliver 73-årige prins Charles, Dronning Elizabeths ældste søn, der overtager tronen og bliver konge. Han var en af dem, der allerede befandt sig på slottet tidligere i dag sammen med sin hustru, hertuginde Camilla.
Prins Charles har efter dronning Elizabeths død udsendt en erklæring.
- Vi sørger dybt over bortgangen af en højt værdsat monark og en dybt elsket mor, står der i udtalelsen.
- Jeg ved, at hendes død vil blive mærket i hele landet og kongeriget og af utallige folk verden over, skriver den nye konge.
Storbritanniens nye premierminister, Liz Truzz, talte til folket torsdag aften kort efter dronning Elizabeths død. Gense det her:
Kongehuset i London flager på halvt
På Buckingham Palace, der er kongehusets residens i London, bliver der torsdag flaget på halvt. Samtidig er flere mennesker samlet foran slottet, skriver Ritzau.
Kort efter dronningens død talte den nye britiske premierminister, Liz Truzz, til nationen.
Truzz siger, at dronningens død er et chok for Storbritannien og hele verden.
- Hun er den klippe, hvorpå vi har bygget det moderne Storbritannien, lød det fra hende.
Samtidig påpeger hun, at landet nu går ind i en ny æra, hvor kronen overtages af kong Charles den III, som hun opfordrer folket til at bakke op om.
Dronningen har måttet aflyse flere arrangementer op til sin død
Dronningen har i den seneste tid aflyst flere arrangementer på grund af helbredet.
Onsdag aflyste dronningen et arrangement for at hvile sig, hed det i en meddelelse fra hoffet.
Og i forgårs, da Storbritanniens nyudnævnte premierminister, Liz Truss, skulle godkendes af dronningen, foregik det på slottet Balmoral.
Dermed blev det første gang i den britiske dronning Elizabeths 70-årige regentperiode, at en kommende premierminister i Storbritannien ikke blev modtaget af dronningen på Buckingham Palace.
Elizabeth II har været britisk dronning siden 1952 og var den længst siddende monark i Storbritanniens historie.
Derudover har hun gennem sin tid på tronen oplevet 15 britiske premierministre. Lige fra Winston Churchill, der blev født i 1874, til Liz Truss, der blev født 101 år senere, i 1975.