Den norske netserie ’Skam’ har i de seneste år taget danskerne med storm og gjort gloser som ’dritkul’, ’kødde’ og ’føkkboy’ til en del af det danske ordforråd.
Og noget tyder på, at serien om de unge gymnasieelever i Oslo også er ved at blive et hit i Storbritanniens kongelige gemakker.
I dag mødtes den britiske prins William og hertuginde Catherine nemlig med flere af seriens skuespillere på Hartvig Nissens-gymnasiet i Oslo, hvor serien er blevet indspillet.
Det britiske hertugpar er i disse dage på officielt besøg i Norge, og et af deres fokuspunkter er unge og deres mentale sundhed. Temaer, som serien også tager fat i.
- Det bliver skægt. Det er altid sjovt at møde fans, sagde Carl Martin Eggesbø, der spillede Eskild i serien, til NRK inden mødet.
Ingen selfier
Udover hertugparret deltog det norske kronprinspar, Haakon og Mette-Marit, også i seancen.
Her så de blandt andet et klip fra serien og talte med flere af skuespillerne, heriblandt Josefine Frida Pettersen, der spiller Noora, Iman Meskini, som spiller Sana, og Tarjei Sandvik Moe, der spiller Isak.
Derudover hilste de kongelige på flere af skolens elever, og hertuginden spurgte blandt andet de fremmødte, om serien har fået dem til at tale mere om deres mentale sundhed, skriver NRK.
Hun afviste dog at få taget selfier med eleverne.
- Jeg er allergisk over for selfier, sagde hun.
Aref Barakzahi, der er elevrådsformand for gymnasiet, var begejstret for besøget.
- Det er jo helt sindssygt. Nissen var kendt før, men det her topper bare alt og gør skolen endnu mere populær, sagde han.
Den norske serie skal genindspilles på blandt andet engelsk og fransk.