204 civile irakere er dræbt af Islamisk Stat under flugten fra Mosul i løbet af tre dage i sidste uge, oplyser FN's menneskerettighedskontor.
- Troværdige rapporter tyder på, at over 231 civile, der forsøgte at flygte fra det vestlige Mosul, er blevet dræbt siden 26. maj, skriver FN-organet.
Samtidig er der rapporteringer om, at 50 til 80 mennesker er døde under et flyangreb mod distriktet Zanjili ved Mosul.
Irakiske og kurdiske styrker har i flere måneder omringet millionbyen Mosul. De har tilbageerobret store dele af byen fra IS, men der har i ugevis været hårde kampe i den gamle bydel i det vestlige Mosul.
IS erobrede Mosul i 2014.
/ritzau/