DR på Lesbos: Redningsveste, bleer og stor migrant-uvished

Flygtninge og migranter forsøger lige nu at komme videre ind i Europa via græsk ø.

Det er ikke mange dage siden, at Tyrkiets præsident Erdogan meddelte, at tyrkerne ikke længere vil forhindre flygtninge og migranter at rejse ind i Europa.

Og meldingen har allerede fået mange til at sejle til den græske ø Lesbos eller bevæge sig mod den tyrkiske grænse til Grækenland.

En af dem er Hussein fra Afghanistan. Han drømmer om et nyt liv uden uro.

- Der skulle være åbent for flygtninge. Det er derfor, vi er her. Taliban har hærget og ødelagt vores landsby, siger han til DR Nyheder.

Hussein ankom til Lesbos lørdag i sidste uge. Det skete, efter Erdogan havde meddelt, at Tyrkiet ikke længere vil sørge for, at flygtninge ikke kan komme ind i Europa. (Foto: © (C) DR Nyheder)

Men Hussein og mange af de andre flygtninge, der lige nu befinder sig på Lesbos, har ikke fri passage til EU's lande, som de ellers havde håbet på.

For græske myndigheder gør lige nu alt, hvad de kan for at holde dem ude.

- Vi har brug for et land, der vil tage sig af os, lyder det fra Hussein.

Han ankom lørdag til Lesbos, og har fået melding om, at ham og hans bror snart bliver hentet i bus og kørt væk. Han ved ikke hvortil.

Ifølge nyhedsbureauer kom omkring 500 flygtninge og migranter til Lesbos i weekenden. Det tal er dog ikke bekræftet af de græske myndigheder.

Alle virker pressede

På strandene på Lesbos er der fyldt med rester fra gummibåde, redningsveste og affald.

Det gælder især på den nordlige side af øen, hvor havet udgør det smalleste sted mellem Lesbos og Tyrkiet.

Det fortæller DR's udsendte journalist Lasse Berg Sørensen.

- Noget tæppe og en del bleer. Her har vi en del af en gummibåd. Dæk. Redningsveste. Det er ikke til at sige, hvornår det er kommet her på stranden, men det ser nyt ud. Her er det en redningsvest til børn fra tre til seks år.

Lasse Berg Sørensen har talt med både flygtninge og migranter og indbyggerne på øen. Og alle virker pressede, siger han.

- Situationen er blevet mere og mere presset her på Lesbos, hvor der i forvejen er mange migranter, der har været her, siden flygtningekrisen virkelig tog fart i 2015.

Se mere i videoen ovenfor.

DR har talt med flere af de flygtninge, der lige nu opholder sig på Lesbos. For dem er fremtiden uvis. De ved, at de snart bliver hentet i bus og kørt væk, men de ved ikke, hvor de bliver kørt hen. (Foto: © (C) DR Nyheder)

Bekymring i EU

Græske myndigheder har oplyst, at flygtninge i tusindvis lørdag forsøgte at krydse grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland, og det førte i weekenden til flere sammenstød mellem flygtninge og migranter og græske grænsevagter.

Situationen har skabt stor bekymring i EU, hvor man frygter, at en flygtningekrise kan være på vej.

Og formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har i dag klart slået fast, at situationen i Grækenland er hele Europas ansvar.

- Derfor er vi kommet her i dag for at sende et klart signal om europæisk solidaritet, og vi er fuldt ud klar til at give al den operationelle støtte, som Grækenland har brug for.

Græske grænsevagter forhindrer flygtninge i at komme ind i Europa. (Foto: © ANGELOS TZORTZINIS, Scanpix)

Tyrkiet huser omkring 3,6 millioner flygtninge fra borgerkrigen i Syrien. Flygtninge og migranter fra andre lande er også strandet i Tyrkiet, efter landet i 2016 indgik en aftale om at stoppe flygtningestrømmen mod EU.

Tyrkernes melding om at åbne grænsen hænger dels sammen med, at man vil have flere penge til at håndtere situationen og dels et luftangreb, som onsdag kostede 33 tyrkiske soldater livet i Idlib-provinsen i Syrien.

Det fortalte DR's korrespondent Michael S. Lund i weekenden.

- Det er måske lidt svært at se sammenhængen mellem de to ting. Men der er en stor vrede i den tyrkiske regering over for EU og Nato. Man føler, at man står helt alene med konflikten i Idlib.

Fra tyrkerne lyder det, at mere end 70.000 migranter er på vej mod den græske grænse, men dette er ikke bekræftet af andre end tyrkerne.