DR møder øjenvidne i Ansbach: Gerningsmand virkede nervøs

DR’s korrespondent Michael Reiter har besøgt det sted i Ansbach, hvor en selvmordsbombe i nat sårede 15.

DRs korrespondent i Tyskland Michael Reiter har mødt øjnvidnet Claudia Frosch, der sad tæt på den selvmordsbomber, der sårede 15 på en vinbar i nat. (Foto: © Karl-Josef Hildenbrand, Scanpix)

- Her ser ud som om, at det kun er få sekunder siden, at gæsterne på vinstuen er flygtet herfra.

Sådan siger DR’s korrespondent i Tyskland, Michael Reiter. Han er blandt de første mediefolk, der har fået lov at se gerningsstedet, hvor en 27-årig afvist asylansøger fra Syrien i nat sprængte sig selv i luften i gårdhaven til en vinstue i provinsbyen Ansbach i Bayern.

- Der står stadig halvfyldte vinglas og ølflasker på cafebordene, der er halvt eller helt væltede. Det ser forfærdeligt ud. Der er huller fra søm og skruer i vinduer og vægge, fortæller Michael Reiter.

https://twitter.com/reiterberlin/status/757591186693623808

Gerningsmanden forsøgte i nat at komme ind på en musikfestival, men det lykkedes ikke, fordi han ikke havde billet. I stedet satte han sig ind i en en vinstues gårdhave i nærheden.

- Midt i det hele er der på fliserne et kridttegnet omrids som i en amerikansk film, der hvor gerningsmanden døde. Det er et forfærdeligt syn.

Øjenvidne lagde mærke til selvmordsbomber

Michael Reiter har talt med et øjenvidne, Claudia Frosch, der sad i gårdhaven ved vinstuen og havde lagt mærke til gerningsmanden, der sad skråt over for hende.

- Jeg tænkte over, at han så velklædt ud, og at han ikke lignede en flygtning. Han så hele tiden ned på sin telefon, og at han havde en rygsæk på, som han beholdt på, siger Claudia Frosch.

Manden havde også gået lidt frem og tilbage i gårdhaven.

- Han virkede lidt smånervøs. Det virkede ikke specielt mistænkeligt. Mere som om, at han skulle mødes med en pige, fortæller hun til Michael Reiter.

Claudia Frosch var gået ind i vinbaren for at gå på toilettet. Kort efter havde hun hørt et kæmpe brag.

- Først var der stille, men efter to minutter løb alle indenfor, og blodet flød, fortæller Claudia Frosch.

Claudia Frosch flygtede bagefter over i den nærliggende kirke, hvor hun har været i timerne efter eksplosionen på vinbaren.

- Jeg ryster stadig og har hverken spist eller sovet, siger Claudia Frosch.

Indbyggere stopper op

Byen Ansbach er en søvnig og idyllisk nordbayersk provinsby med omkring 40.000 indbyggere.

- Der er mange lokale, der stopper op, når de cykler forbi stedet her. De holder sig for munden, som om de ikke rigtig forstår, hvad det er, der er sket. Nogle tager også billeder med mobiltelefoner for at forsøge at fastholde og kapere, hvad der er sket, fortæller Michael Reiter.

Selvmordsbomberen blev selv dræbt under eksplosionen. Tidligere på dagen tog terrororganisationen Islamisk Stat ansvaret for angrebet.