DR-korrespondent: Tyskland frygter russisk indblanding i kommende valg

Hvis russiske hackere graver snavs frem om Tysklands kansler, Angela Merkel, kan de vende det tyske parlamentsvalg til russisk favør, vurderer sikkerhedseksperter.

Angela Merkel har været med til at gennemføre sanktioner mod Rusland. Noget de russiske hackere gerne vil sætte en stopper for. (Foto: © FABRIZIO BENSCH, Scanpix)

For få dage siden konkluderede CIA, at Rusland har forsøgt at påvirke udfaldet af det amerikanske valg. Angiveligt i form af hackerangreb mod Hillary Clinton og Det Demokratiske Parti.

Nu rammer dønningerne fra den høje, politiske bølgegang i USA vores naboer mod syd.

I Tyskland skal der nemlig være parlamentsvalg til næste efterår. Og lige nu vokser frygten for, at det valg kan blive mål for russisk manipulation.

- Vi oplever dag for dag massive forsøg på at trænge ind i vores computernetværk, siger Wolfgang Bosbach, en højtstående politiker fra Angela Merkels parti, CDU, til tv-stationen ARD.

Den tyske efterretningstjeneste Bundesverfassungsschutz advarer ligeledes mod, at cyberangrebene tager til og sandsynligvis er møntet på det kommende parlamentsvalg.

Tyskland ramt af flere hackerangreb

- Sidste år blev det tyske parlament ramt af et massivt russisk hackerangreb. For to uger siden blev der lækket 2.400 fortrolige dokumenter via Wikileaks – formentlig fra det angreb. Ifølge tyske myndigheder er det de samme, statsstyrede, russiske hackergrupper, der står bag angrebet i Tyskland og angrebet i den amerikanske valgkamp. Det forklarer Michael Reiter, DRs korrespondent i Tyskland.

- For et par dage siden advarede chefen for Bundesverfassungsschutz, Hans Georg Maaßen, om, at Rusland investerer kraftigt i hackergrupperne, og at de udgør en reel trussel for Tysklands sikkerhed.

Ifølge tyske sikkerhedseksperter kan Ruslands præsident Putin være interesseret i at påvirke valget, så Tysklands kansler Angela Merkel ikke bliver genvalgt. Angiveligt for at svække EU og få ophævet sanktionerne mod Rusland.

- Merkel er den store magtfaktor i EU lige nu, hun kan om nogen bremse de opløsningstendenser, vi ser i Unionen. Hun er også en af dem, der trækker i trådene i forhold til sanktioner mod Rusland. Vurderingen er, at hvis russerne kan forhindre hendes genvalg, så slår de to fluer med ét smæk: EU bliver svækket. Og hvis Tyskland i stedet får en mere pro-russisk kansler, så kan det måske føre til en ophævelse af sanktionerne, siger Michael Reiter.

Hvis russiske hackere kan grave skadelige oplysninger frem om Merkel og hendes regering, kan især pro-russiske medier i Tyskland forsøge at præge det tyske valg i en retning, som er i Putins interesse, forklarer han.