DR-korrespondent gør status: VM har været en succes for Qatar

Fans er strømmet til VM-slutrunden i Qatar, der har fået massiv opmærksomhed på de ting, man ønskede.

Qatars statsoverhoved, emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, sammen med Fifas præsident, Gianni Infantino. (Foto: © Tom Weller, Tom Weller/picture-alliance/dpa/AP Images)

Trods den krasse kritik af menneskerettigheder, sportswashing og korruption, så har VM været en stor succes set med Qatars øjne.

Sådan lyder analysen fra DR's korrespondent i Mellemøsten, Puk Damsgård, der de seneste uger på nærmeste hold har dækket i den lille oliestat.

- VM har betydet alt det for Qatar, som de havde håbet på, siger Puk Damsgård.

Op til slutrunden har især vestlige medier haft fokus på de dårlige forhold og mange dødsfald blandt migrantarbejdere i landet. Også korruption og manglende rettigheder for kvinder og homoseksuelle har mødt kritik i Qatar, der generelt ser stort på menneskerettigheder.

En baneløber jagtes af en official, mens han bærer et regnbueflag til støtte for blandt andet homoseksuelles rettigheder under en VM-kamp mellem Portugal og Uruguay. (Foto: © MOHAMED MESSARA, Ritzau Scanpix)

Med VM-slutrunden har Qatar ønsket at tegne et positivt billede og præsentere verden for blandt andet landets kultur, arkitektur og gæstfrihed. Og den mission er lykkedes.

- Slutrunden har været afviklet uden de store problemer, fans er strømmet til fra det meste af verden, og Qatar har fået massiv opmærksomhed på noget af det, de gerne vil vise frem. Det var hele ideen med at få VM til landet.

Ikke kun energi

Qatar er en lille halvø i Den Persiske Bugt, men selvom landet ikke er meget større end Fyn og Sjælland tilsammen og kun huser 2,8 millioner indbyggere, har man verdens tredjestørste reserve af naturgas og olie.

Qatar har fået positioneret sig som en global aktør både økonomisk og politisk. Man er blandt verdens største eksportører af flydende naturgas, man har været forhandler i internationale konflikter, hjulpet med evakueringen fra Afghanistan – og nå ja, fået tildelt VM-slutrunden 2022.

Qatar spillede en diplomatisk rolle omkring evakuering fra Afghanistan sidste år. Her er det en delegation fra Taliban, der er i Qatars hovedstad, Doha, i oktober 2021. (Foto: © KARIM JAAFAR, Ritzau Scanpix)

- Jeg tror ikke kun, Qatar ønsker at være en stormagt, hvad angår energi. De forsøger også at skille sig ud, når det kommer til at hjælpe med at løse internationale konflikter, siger Anna Jacobs, der er senioranalytiker ved tænketanken, International Crisis Group, til CNN.

VM-slutrunden har i dén grad sat Qatar på landkortet i hele verden. I især vestlige medier har optakten til VM haft fokus på de mange migrantarbejdere, der i årevis har bygget de store fodboldstadioner til slutrunden, og ikke mindst at mange af dem er døde undervejs.

Døde migrantarbejdere

For et par uger siden meldte chefen for Qatars VM-komité, Hassan Al-Thawadi, at 400-500 migrantarbejdere havde mistet livet under stadionbyggerierne op til VM. Men senere samme dag blev det pludselig trukket tilbage. Kun tre personer mistede livet i forbindelse med arbejdet, måtte man forstå.

Det sande tal er formentlig langt, langt højere. Human Rights Watch og Amnesty International rapporterer, at 15.021 ikke-qatarere er døde i landet mellem 2010 og 2019.

Og i 2021 berettede den engelske avis The Guardian, at mere end 6.750 migrantarbejdere fra Indien, Pakistan, Nepal, Bangladesh og Sri Lanka var døde i landet, siden Qatar blev valgt som VM-vært.

Tallene er dog forbundet med stor usikkerhed, da Qatar ikke har registreret de dødsfald, der er sket under byggerierne af VM-faciliteterne.

  • Lusail Stadium er det største af stadionerne Qatar. Det er også slutrundens finalestadion. (Foto: © Carl Recine, Ritzau Scanpix)
  • Al Bayt Stadium dannede ramme for åbningskampen ved VM mellem Qatar og Ecuador. (Foto: © Thanassis Stavrakis, Associated Press)
  • Al-Janoub Stadium er endnu et af de syv stadioner, der er bygget specifikt til slutrunden. (Foto: © Giuseppe Cacace, Ritzau Scanpix)
1 / 3

VM-slutrunden og den medfølgende mediedækning har også rettet lyset mod migrantarbejderne og deres forhold. Og det har faktisk betydet ændringer til det bedre, fortæller Puk Damsgård. Selvom træerne ikke vokser ind i himlen.

- På grund af VM har omverdenen i en årrække haft langt større fokus på migrantarbejderes forhold, hvis man for eksempel sammenligner med forholdene andre steder i Mellemøsten. Der er blevet indført nogle reformer, og det undertrykkende Kafala-system er blevet afskaffet, siger Puk Damsgård.

- Men det er ikke lig med, at der ikke stadig er kritisable forhold, for loven bliver ganske ofte ikke implementeret. Men der er sket forbedringer som følge af VM og det fokus, der er kommet, siger Puk Damsgård

Forholdet til Vesten

Senest har Qatar indtaget en hovedrolle i den sag om korruption, belgisk politi har indledt i Europa-Parlamentet. Fire personer er blevet sigtet for at have ”deltaget i kriminel organisation, hvidvaskning af penge og korruption".

VM-værtslandet, Qatar, er under stærk mistanke for at have bestukket sig til indflydelse i Europa-Parlamentet, og personer fra Qatar har fået deres adgang til parlamentet suspenderet i kølvandet på anklagerne, som ikke overraskende fordømmes af Qatar.

- Så diskriminerende restriktioner, før efterforskningen er afsluttet, vil have en negativ effekt på globalt og regionalt sikkerhedssamarbejde, lyder det i en skriftlig erklæring fra Qatar, der også advarer om, at det vil have en negativ effekt på oliestatens leverancer af naturgas til omverdenen.

For nylig indgik Qatar og Tyskland en aftale om flydende naturgas. Her er det Qatars energiminister og direktøren for det store energiselskab, ConocoPhillips, der mødes. (Foto: © KARIM JAAFAR, Ritzau Scanpix)

Faktum er dog, at Qatar har strategisk tætte bånd til den vestlige verden, og i lyset af VM-slutrunden har det forhold ikke ændret sig stort.

- Både før og efter VM er Qatar en vigtig allieret for Vesten på en række punkter. USA har sin største luftbase i Mellemøsten i netop Qatar. I Europa er vi meget optaget af Qatars gas, og Tyskland har netop indgået en aftale om gasleverancer. I den kontekst er kritikken, som blev rejst af forholdene i Qatar op til VM, allerede trådt i baggrunden, siger Puk Damsgård.