DR-journalist befandt sig få meter fra angreb: Lastbilen kørte med slukkede lygter ind i menneskemængden

Der er ingen tvivl om, at lastbilen helt bevidst kørte ind i menneskemængden i Nice, fortæller DR-journalisten Joakim Frøsig.

(Foto: © LaPresse/Gian Mattia D'Alberto, Scanpix)

Få meter fra det sted, hvor en lastbil her til aften kørte ind i en større menneskemængde i den franske by Nice, befandt den danske DR-journalist Joakim Frøsig sig.

- Jeg var i bygningen lige ud for stedet, hvor lastbilen ramte menneskemængden. Den kom kørende i høj fart med lygterne slukket, fortæller han.

Han fortæller desuden, at mange tusinde mennesker var samlet på promenaden foran den bygning, som han befandt sig i, og at lastbilen kom kørende få minutter efter, at det store Bastille-fyrværkeri var overstået.

Der meldes om mindst 30 dræbte. Dette er dog ikke bekræftet endnu.

Angrebet fandt sted på Promenades des Anglais – den berømte boulevard i Nice - omkring klokken 22.30. (Foto: © Morten Fogde Christensen, DR)

- Der er ingen tvivl om, at det var bevidst. Flere franskmænd, som jeg har snakket med, siger, at det ikke var en uheld eller en ulykke, men at det var bevidst, fortæller Joakim Frøsig.

Lastbilen blev hurtigt omringet af politi, og der hørtes skud.

- Jeg hørte en masse skud samtidig med at lastbilen stoppede. Det væltende ind med politiet, der havde deltaget i en parade tidligere på dagen, og der blev skudt omkring 20 skud. Jeg opfattede det som, at det var politiet, der affyrede skuddene, siger Joakim Frøsig.

Kort efter midnat lavede Joakim Frøsig denne video-optagering fra Nice: