DR i Paris: Satireblad er kompromisløst og har mange fjender

Satiremagasinet Charlie Hebdo har mange gange tidligere været udsat for trusler og angreb på grund af sin provokerende stil.

Bjørn Willum fremviser forsiden på den udgave af Charlie Hebdo, hvor profetten Muhammed lover piskeslag, hvis man ikke dør af grin. (© DR)

- Det har altid været et kontroversielt magasin. Det har været deres varemærke at svine folk til, siger DR's journalist i Paris Bjørn Willum om satirebladet Charlie Hebdo.

Charlie Hebdo blev i dag udsat for det, som den franske præsident Francois Hollande omtaler som et terrorangreb. Mindst elleve personer blev dræbt.

Egne Muhammed-tegninger

Satiremagasinet er internationalt kendt for at have offentliggjort Jylland-Postens Muhammed-tegninger. Men det er langtfra den eneste gang, at Charlie Hebdo har lagt sig ud med alverdens islamister.

- For tre år siden lavede de deres egne Muhammed-tegninger. På forsiden siger Muhammed: 100 piskeslag, hvis man ikke dør af grin, fortæller Bjørn Willum.

Tegningerne gav magasinet en hel del problemer. Blandt andet blev bladets redaktion udsat for et brandattentat i 2011.

Kompromisløse

Bjørn Willum har flere gange besøgt magasinet, og han er sådan set ikke så overrasket over, at de ansatte ikke var bedre beskyttet

- De ansatte sætter deres frihed meget højt og ønsker på ingen måde at stikke piben ind eller indgå nogen former for kompromisser. Da Jyllands-Posten for nogle år siden besluttede, at de ikke længere ville trykke Muhammed-tegningerne, interviewede jeg Charlie Hebdo, og det var de ret skuffede over. Så de er altså virkeligt kompromisløse, siger Bjørn Willum:

- Jeg kan huske, at de dengang fortalte om nogle trusler, de havde fået. Og da bad politiet om at få de email, det handlede om. Og dertil svarede Charlie Hebdo, at så kunne de lige så godt sende hele harddisken - så mange trusler får de.

Fjender alle vegne

Mistanken efter angrebet i Paris retter sig naturligt mod islamistiske grupper. Men Bjørn Willum minder om, at Charlie Hebdo har mange andre fjender.

- De har simpelthen fjender i hele det politiske spektrum og i alle former for religioner. Det er lige før, at man kan betegne dem som et anti-religiøst blad - de holder sig ikke tilbage for nogen. Så det kunne næsten være hvem som helst. Men det er klart, at politiet vil se på, om det radikale islamister, som står bag, siger Bjørn Willum.