DR i Marokko: Landsby er rystet og har indført sikkerhedstjek af alle fremmede

I Imlil er beboere og turister berørte og ulykkelige over, at to unge kvinder er dræbt af formodede terrorister.

Borgmesteren i Imlil, 82-årige El Hussein, har aldrig oplevet noget der minder om den ulykkelige drabsag i hele sit lange liv. (Foto: © Kim Dang Trong)

- Det er katastrofalt for vores område. Aldrig i mit 81 år lange liv havde jeg ventet, at sådan noget skulle ske.

Sådan lyder det fra borgmesteren i Imlil, El Hussein, en by med godt 3.000 indbyggere.

Den var sidste stop for 24-årige danske Louisa Vesterager Jespersen og hendes 28-årige norske veninde Maren Ueland, før de begyndte deres vandretur i Atlasbjergene.

De to blev fundet dræbt mandag, og PET har her til aften bekræftet, at drabene er terrorrelaterede. 13 personer er blevet anholdt af marokkansk politi.

- I Imlil lever man i den grad af turisme. Det er et center for trekkingture i området. Og derfor gør folk i byen alt for at understrege, at de fire mistænkte ikke er derfra, siger DR's journalist, Jakob Vinde Larsen.

Mødte de dræbte kvinder

Han besøgte i dag Imlil, hvor der er tydelig polititilstedeværelse og sikkerhedstjek for overhovedet at komme ind.

I løbet af dagen har DR talt med borgmesteren og flere af de guider, som lever af at vise turisterne de naturskønne bjerge. En af dem er Jamal Imerhane, som lige som mange andre udtrykte stor vrede over det skete.

- Han har selv en del danske trekkinggrupper som kommer i den kommende tid. Han har ikke fået nogen aflysninger, men sagen har krævet en snak med rejsearrangørerne derhjemme, siger Jakob Vinde Larsen.

Lige som andre i byen er Jamal Imerhane trist over drabene. Alle de lokale, som DR's journalist har talt med, lægger vægt på, hvor enkeltstående den tragiske begivenhed er for området, hvor tusindvis af turister vandrer hvert år.

- Vi vil fortsætte kampen mod disse mærkelige dumme folk. Hvis vi ikke stopper dem, taber vi, siger guiden til DR.

En anden guide med samme efternavn og fornavnet Rashid mødte de to dræbte kvinder, og frarådede dem at vandre alene. De virkede dog til at vide hvad de lavede, vurderer han.

- De var meget glade og entusiastiske for at komme op til Toubkal-bjerget (den højeste tinde i Atlasbjergene, red.). Meget åbne og venlige piger, siger Rachid Imerhane.

I videoen nedenfor fortæller guiden Rashid Imerhane om sit møde med danske Louisa og norske Maren.

Turister føler sig trygge

DR talte også med flere turister, som er i området for at vandre. Deriblandt tyskeren Julie Goettsch, som er afsted med en veninde.

- Vi har været ret bange. Men vi har haft en god dag i dag, og har ikke følt os usikre. Her er smukt, og vi er positive nu. Men vi har været bange, for det kan jo ske for hvem som helst. Det er en forfærdelig hændelse, siger Julie Goettsch.

Tyskeren Julie Goettsch vandrer med en veninde. (Foto: © Kim Dang Trong)

Danskeren Eivind Løvsø, som er skolelærer, rejser med sin kone. Han blev også nervøs, da han hørte om drabene. Men efter at han er ankommet, føler han sig tryg.

Han fik en særlig oplevelse i dag, da lokale guider opdagede, at han var dansker og overleverede ham en blomst og en undskyldning for det hændte.

- Hvis det her var sket i Silkeborg, ville jeg jo også tage derhen næste dag og gå en tur, siger Eivind Løvsø til Jakob Vinde Larsen.

Den danske skolelærer Eivind Løvsø er i Marokko med sin kone. (Foto: © Kim Dang Trong)

Der er en lokal ceremoni i morgen i Imlil. Det er en årlig begivenhed, som var planlagt i forvejen. Men nu kommer den til at handle om at vise sympati med ofrenes familier og hjemlande.

Sagen kort

  • Den 24-årige danske kvinde Louisa Vesterager Jespersen og hendes 28-årige norske veninde Maren Ueland blev fundet døde i mandags i et øde bjergområde ved Toubkal-bjerget tæt på bjerglandsbyen Imlil cirka en times kørsel syd fra Marrakesh.

  • De var på julerejse i Marokko og havde de seneste dage været på vandretur i Atlasbjergene, hvor de camperede.

  • Marokkanske myndigheder efterforsker dobbeltdrabet som en terrorhandling, fordi mindst en af i alt 13 anholdte mænd har en forbindelse til en ekstremistisk gruppe. PET er enig i vurderingen.

  • To videoer efterforskes i sagen: En video, der angiveligt viser drabet på en af de to kvinder og en video, hvor de tre anholdte sammen med en fjerde person erklærer troskab til Islamisk Stat. PET vurderer at videoerne sandsynligvis er ægte.

  • DR har besluttet ikke at vise videoen. Det skyldes at vi ikke ønsker at gå potentielle terroristers ærinde.