Det har været en historisk dag i Ukraine. De sidste døgns kampe og blodsudgydelser på Uafhængighedspladsen er blevet afløst af en præsident, der er forsvundet - angiveligt til den østlige del af landet, en opposition, der har vedtaget at afsætte den flygtede præsident, og en fængslet oppositionsleder, der pludselig er blevet løsladt.
Ganske symbolsk sluttede dagen med, at den nu løsladte oppositionsleder, Julia Timosjenko, talte til ukrainerne på Uafhængighedspladsen i Kijev - den samme plads som for blot to døgn siden var skueplads for noget, der mindede om en borgerkrig. Og vel at mærke også selvsamme plads, som Timosjenko talte på under den orange revolution i 2005.
DR Nyheders Henrik Lerche hørte talen på den berømte plads i Kijev:
Sad i en kørestol
- Hun fremstod fysisk skrøbelig. Hun sad på scenen i en kørestol, men hendes stemme og måden hun håndterede sin ord på var lige så slagkraftig, som man husker hende, før hun kom i fængsel. Det virkede ikke som om hendes viljekraft er knækket, selv om der ser ud til at gå lidt tid, før hun er på toppen igen, siger han.
Hvor Timosjenkos helbred er blevet sløjere efter årene i fængsel, er hendes talegaver altså ikke sygnet hen.
Ville røre ved barrikader
- Først og fremmest satte hun ord på de følelser, som folk på pladsen har. Hun talte om de mennesker, der havde ofret livet for at opnå de omvæltninger, som er sket indenfor det sidste døgn. Hun talte om den forandring, hun kunne føle, da hun ankom til Kiev.
- Hun sagde, at det første hun havde lyst til at gøre, var, at gå hen til barrikaderne, som hun kun havde hørt om og set på TV. Hun havde lyst til at røre ved dem og føle, hvordan det må føles at stå på pladsen og være parat til at ofre sit liv for at gennemføre denne kamp. Og der ramte hun altså nogle følelser hos folk, som ingen andre oppositionspolitikere har gjort før, siger Henrik Lerche.
Fængslet for gasaftale
Julia Timosjenko har indtil lørdag været fængslet på et hospital i det østlige Ukraine, og det har hun været siden 2011.
Hun førte an i den Orange Revolution i 2004, der udspillede sig på nøjagtig den samme plads, men hun blev fængslet i syv år for at have forhandlet en gasaftale på plads med Rusland, mens hun var ministerpræsident i 2009. Hun blev tiltalt, fordi den nye administration ledet af Viktor Janukovitj mente, at aftalen stred imod Ukraines interesser.
Senere blev hun anklaget for skatteunddragelse og underslæb i sit virke som direktør for et privat naturgasselskab i 1990'erne.