I går indgik opposition og præsident Janukovtij en fredaftale. Men Uafhængighedspladsen bliver her til morgen igen fyldt af demonstranter, fortæller DRs korrespondent i Ukraine, Henrik Lerche:
- Folk er begyndt at komme ind på pladsen og talerne er gået i gang. Man kan ikke se på pladsen, at der er sket noget afgørende i går, siger han.
I løbet af natten har kirkekor og sang sonet tabet af de mennesker, der de seneste dage er blevet dræbt i de voldsomme blodsudgydelser mellem regering og demonstranter.
- Janukovitj skal straffes
Fredsaftalen, der giver en overgangsregering, indskrænkning af præsident Viktor Janukovitjs magt og præsidentvalg allerede i år, er dog ikke nok for flere grupper, fortæller Henrik Lerche:
- De demonstranter, der er inde på pladsen er især utilfredse med den del af aftalen, der handler om Janukovitj. De mangler et opgør med ham, de ønsker at se ham bag lås og slå. Han skal forlade præsidenten eller slås ihjel. Langt de fleste vil se en eller form for sanktion mod ham.
Samtidig ønsker ukrainerne ikke en lappeløsning - mange ønsker et opgør med det politiske system, der har bragt Janukovitj til magten.
'Gå af - eller vi dræber dig'
En enkelt højreradikal gruppe, der opererer med en meget bombastisk retorik, har ligefrem stillet et grumt ultimatum:
Trækker præsident Janukovitj sig ikke inden i formiddag vil gruppen komme efter Janukovitj med våben, jagte ham på hans kontor og i hans privatbolig og slå ham ihjel.
- Der er nogle, der er villige til at fortsætte til det yderste. Alle frygter, at de her elementer fremprovokerer reaktioner, så Janukovitj alligevel erklærer undtagelsestilstand.
Det vil betyde, at militæret kan sættes ind - formentlig med flere kampe og flere dræbte til følge.