FN’s verdenssundhedsorganisation, WHO, meldte tidligere i aften ud, at zika-virussen er en global sundhedstrussel.
At WHO melder så klart ud har stor betydning for Brasilien, hvor virussen ifølge myndighederne har medført en drastisk stigning i antallet af børn, der fødes med mikrocefali – en lille hjerne og et lille hoved.
- Det har stor betydning hernede, at man nu kan forvente støtte fra resten af verden, siger DR’s journalist i landet, Kristian Almblad.
- Mest af alt fordi man godt ved, at den største chance for at komme zika-virussen til livs er at få fundet en vaccine mod zika, og nu har WHO meldt ud, at det arbejde har største prioritet.
Kristian Almblad forventer, at flere lande og fonde i den kommende tid vil byde ind med midler til forskningen.
- Og jo flere penge, der bliver proppet i forskningen, jo hurtigere kommer vaccinen – det er de fleste enige om, forklarer han.
- At man kan få en vaccine endnu hurtigere på banen vil have stor betydning – specielt for de mennesker, som lever hernede, hvor virussen er i fuld gang med at hærge.
I sidste uge blev første dansker med zika – en ung mand, der havde rejst i Nord- og Sydamerika - konstateret herhjemme. Men virussen kommer ikke hertil, fordi zikamyggen ikke findes her, lyder det fra Statens Serum Institut.
Kort om zika
- •
Zika-virus kan ikke smitte fra menneske til menneske.
- •
WHO anbefaler gravide at udskyde rejser til de ramte områder som Brasilien.
- •
Zika-virus, der overføres med myggearten aedes, mistænkes for at kunne give underudviklet kranie og hoved, såkaldt microcephali, og andre skader på centralnervesystemet hos nyfødte. Sammenhængen er ikke endeligt bevist.
- •
Der findes endnu ingen vaccine eller kur mod zika-virus.
- •
Det frygtede virus blev først konstateret hos aber i Zika-junglen i Uganda i 1947. Det første kendte tilfælde af smitte hos et menneske blev konstateret ti år senere.