Iraks hovedstad er i en undtagelsestilstandslignende tilstand efter en blodig uge før valget, hvor mere end 100 mennesker er meldt dræbt og mange flere sårede.
Onsdag skal irakerne til stemmeurnerne, og på valgdagen er der også meldt om dræbte.
En vejsidebombe dræbte to kvinder, der var på vej til valglokalet i byen Dibis i det nordlige Iralk.
Historisk meget vold
Parlamentsvalget er det første, siden de amerikanske styrker trak sig ud af landet for tre år siden.
Irakerne oplever lige nu den værste vold siden 2008. Langt de fleste angreb bliver foretaget med bomber, ofte selvmordsbomber.
De fleste angreb udspringer af den sekteriske konflikt mellem sunni- og shiamuslimer.
- En syret følelse
De mange angreb har fået myndighederne i Bagdad til at forbyde al bilkørsel i byen, med mindre man har en særlig tilladelse.
- Det er en virkelig syret følelse at kunne gå her midt på gaden i millionbyen Bagdad, fordi der slet ikke er nogen biler, siger DR's Mellemøstkorrespondent Puk Damsgård.
De omkring 20 millioner vælgere skal udpege de 328 medlemmer af parlamentet i Bagdad, hvor den nuværende premierminister Nouri al-Maliki søger at opnå en tredje periode som premierminister.
Kom med på en tur i Bagdads gader med DR's Mellemøstkorrespondent Puk Damsgård øverst i artiklen.