DR har besøgt ukrainsk stilling nær Bakhmut: 'Vi skyder efter dem, og de leder efter os'

DR's udsendte var i går i området omkring Bakhmut – men efter en halv time måtte man væk.

Vi er i området omkring Bakhmut, små 30 km uden for den by i det østlige Ukraine, alle efterhånden har lært navnet på.

Her er lydtæppet de dumpe brag fra de ekstremt hårde kampe lidt længere nord og øst for hvor vi befinder os.

De bumlede og hullede veje er fyldt godt op af militærkøretøjer, her ser man rester af raketter, der stikker op midt på vejen.

Vi bliver kørt ud i et skovområde, hvor vi har fået lov at komme og se, hvordan soldaterne fra en morterenhed hver dag kæmper for at æde sig ind i området mod Bakhmut.

En by, der med undtagelser af få gader og bygninger er kontrolleret af russerne og de frygtede lejesoldater fra Wagner-kompagniet.

'Vi har skudt og skjult os'

Vi kan ikke tilbringe meget tid over jorden, for mens vi er her, flyver der russiske rekogniseringsdroner rundt, så soldaterne - og dermed også vi - er nødt til at holde os skjult.

Seniorløjtnanten Ihor, der viser os rundt, peger ud og fortæller:

- Vi har beskudt det afsnit. Skudt og skjult os, skudt og skjult os.

I bunkerne er der i modsætning til over jorden køligt. Soldaterne har indrettet sig med et interimistisk lille køkken og viser os en kasse fyldt af konservesdåser, med blandt andet majs og svinekød og særligt værdsat ukrainsk spæk – maden, de kan tilberede herude på det lille komfur under jorden.

Her er klemt mange sengepladser ind på de få kvadratmeter store huler, de her kalder hjem. Der er pyntet med blå og gule bånd over der hele samt en farverig børnetegning på et A4-ark.

Seniorløjtnanten Ihor forklarer, at vi er nødt til at sidde her og vente, indtil de skal op igen og fyre tilbage.

- De søger meget efter os, for de er trætte af os, siger seniorløjtnanten.

- Vi skyder efter dem, og de leder efter os, men de har ikke fundet os endnu, siger han med et grin.

Brag flænser luften

Han viser os et kamera med flere kanaler, der viser området over jorden. På den måde kan de holde øje med, hvad der foregår, mens de venter.

- Det sker ofte, hver dag, at vi må vente, siger han.

- Kom ud, kom ud, lyder det pludseligt.

Vi løber igennem en skyttegrav ned til to soldater, der står klar til at affyre granater i retningen af de russiske positioner.

- De er omkring en kilometer væk, måske mindre, nogle hundrede meter, forklarer seniorløjtnanten, mens der bliver råbt koordinater ud, og soldaterne gør sig klar til at affyre.

Et stort brag flænser luften, som der bliver affyret.

Tre granater bliver fyret af indenfor kort tid, før vi får besked på, vi skal væk.

Det er for farligt for os at være her længere, forklarer den ene af soldaterne, der leder os ud, så vi i al hast kan køre af en støvet markvej og længere væk fra de russiske positioner. I baggrunden fortsætter bragene. Og kampen om Bakhmut.

Her til eftermiddag hævdede lederen af Wagner-kompagniet, at hans styrker havde taget kontrol over hele Bakhmut. Det afvises imidlertid af Ukraine, der fastholder, at kampen om byen fortsætter.